tirsdag den 14. april 2015

Lyt: Her taler rådmanden usandt for åben forsamling

Både rådmanden og Venstreformanden sad i panelet i november 2013 og brugte usandheder for ørerne af forsamlingen for at sværte “Rikkes” bisidder i sagen, da han dukkede op på valgmøde for at spørge til "Rikke-sagen".

Efter fire reelle forsøg på at få svar på, hvad i "Rikkes" papirer, der dokumenterer, at hun kan blive rask af bostøtte, så havde rådmand Mai-Britt Iversen aldrig svaret det spørgsmål i løbet af 2013.

Til gengæld havde hun snakket meget livligt udenom.

Det fik 14. november 2013 "Rikkes" samlever og bisidder i sagen til at troppe op på et valgmøde i Svenstrup for at høre, om rådmanden også ville nægte et svar foran ørerne på et publikum.

Det ville hun gerne, og det var ikke det eneste, hun ville.
Hvorfor kan man ikke hive et sagligt svar ud af rådmanden? 
Spurgte "Rikkes" bisidder, som i samme ombæring var en del af en borgerkampagne - Sygt Valg i Aalborg - som bestod af aktive borgeraktivister med sygdom og sagsmishandling tæt på livet.

Hør det fulde spørgsmål her (dårlig lydkvalitet):

Mai-Britt Iversen tog straks den forurettede tone i brug og en decideret injurierende bemærkning til at fremstille spørgeren og de syges kampagne "Sygt Valg" i dårligt lys.
- De har faktisk valgt at skrive på deres hjemmeside, at jeg er en der fryder mig rigtig meget, når folk må gå fra hus og hjem.
Sagde hun i mikrofonen. Men det var jo pure løgn. Det havde Sygt Valg helt enkelt aldrig skrevet på sin hjemmeside. Til gengæld stod der en masse andet, blandt andet nogle triste kendsgerninger om kommunens sagsbehandling, nogle detaljer om rådmandens håndtering og nogle ganske saglige holdninger.

Debatten huede hende åbenbart så lidt, at hun måtte slå tilbage under bæltestedet.

Så konstaterede hun, at kommunen fik medhold i sagen mod "Rikke" hos Ankestyrelsen. Der var dog tale om, at Beskæftigelsesankenævnet gav kommunen medhold på et betydeligt fejlagtigt lovgrundlag. En fejl, som kommunen ikke klagede over. Og som hun heller ikke fortalte forsamlingen om.

Og så fortalte hun publikum, at “Rikke” skam havde fået sit svar igennem bisidderen. Det er jo også løgn.
Han har fået svaret op til mange gange, når vi har snakket, og når vi har taget en dialog på cykelstier, på Vejgaard Bymidte og hvor vi ellers har taget dialogen.
Der blev ikke mere spørgetid til "Rikkes" bisidder, men efter mødet opfordrede han rådmanden til at sende svaret på et stykke A4-papir mod at han selv betalte omkostningen. Rådmanden sendte aldrig noget. "Rikke" har aldrig fået sit svar. Kommunen mener stadig, at hun skal gå op imod sin psykiaters advarsel, men må ikke få at vide, hvordan kommunen er kommet til den konklusion.

Hør Mai-Britt Iversens kommentar (dårlig lydkvalitet):

Bolden trillede videre til SF's Inge Ibsen Fomcenco under valgmødet. Hun tog rådmandens ord for helt gode vare. Påvirket af Mai-Britt Iversens usande bemærkning, så valgte hun nærmest at syde mod "Rikkes" bisidder:
- Du vil helst selv komme med svarene og ikke høre vi andre, så jeg er fuldstændig ligeglad med at svare dig. Der er lukket i forretningen!
 Hør Inge Ibsen Fomcemcos kommentar (dårlig lydkvalitet):

Den næste, der gerne ville kommentere på spørgsmålet fra "Rikkes" bisidder var Venstres lokalformand Jakob K. Svendsen, som forgæves forsøgte at opnå valg til byrådet i 2013.

Tydeligvis revet med af rådmandens harmdirrende attitude, tyede også han til decideret usandhed lige som rådmanden.
- Jeg er nødt til at sige, at jeg oplever, det der foregår her - både ved at møde op til det ene møde efter det andet og stille samme spørgsmål igen og igen og skrive negativt, personfikseret mod en politiker i Aalborg byråd, det opfatter jeg som noget, der ikke bidrager positivt til den politiske proces.
Digtede han for forsamlingen. Sygt Valgt havde på to valgmøder stillet to vidt forskellige spørgsmål til to forskellige politikere. Guderne må vide, hvilke møder Jakob K. Svendsen har oplevet.

Ingen af borgeraktivisterne i Sygt Valg anede, hvilke vælgermøder, han ellers talte om, så ved at tale stærkt fordrejende om borgergruppens adfærd, forsøgte han tydeligvis fra sin plads i panelet at fremstille borgergruppen i et tvivlsomt skær.

Hans ordvalg var decideret arrigt:
- Det her er min syvende valgkamp, og der kommer altid ét øjeblik, hvor det fuldstændigt flimrer for mig, og hvor jeg fuldstændig ser sort, og jeg kan mærke, at det er lige ved at være nu!
Og så er det ikke sært, at publikum kvitterede med klapsalver efter Jakob K. Svendsens svada. Så fik den lømmel, gjorde han.

Hør Jakob K. Svendsens kommentar (dårlig lydkvalitet):

"Rikkes" bisidder var ikke i tvivl om, at han havde sandheden på sin side, så efter mødet bad han ikke bare rådmanden om at sende det svar skriftligt, som hun påstod, hun havde givet. Inge Ibsen Fomcenco havde lukket i butikken, og det kunne man kun tage til efterretning. Men så tilbød han Jakob K. Svendsen en grundig indføring i sagen.
- Jeg er uenig med dig.....(....)... Jeg er bare uenig. 
Svarede han, mens han kiggede bort med et stift blik. Så sandheden virkede ikke til at interessere ham.

Og imens andre skændtes om sandheden, så sad "Rikke" afpillet tilbage derhjemme.

Uden lovlig ankesag.

Uden svar.

Uden kontanthjælp, for den var taget fra hende

På Facebook mumlede nogle politikere om, at man havde forsvaret demokratiet ved at tordne mod "Rikkes" bisidder og de syges valgkampagne. Mod en demokratifjende, forstås.

Hvis deres demokrati er demokrati, så må det være det underligste demokrati, nogen har kendt til på disse breddegrader af kloden. Hvor lovgivning er lavet for sjov og hvor man gerne lyver om de borgere, som forsøger at stille systemet til regnskab.

Under nøjagtigt samme vælgermøde sad samme politikere og talte om ligeværdighed i samfundet og inddragelse af udsatte. Det var slående at opleve, hvad der sker, når udsatte stiller helt reelle og demokratiske krav. Under nøjagtigt samme vælgermøde.

Sandheden er åbenbart, at de opretholder et social apartheit, hvor man som syg eller generelt udsat har mistet sine helt basale borgerrettigheder som en ordentlig behandling i henhold til god forvaltningsskik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar