Her fortæller "Rikke" om sin egen situation til avisen

Langfredag i år berettede "Rikke" om sin situation i en mail til Nordjyske Stiftstidende. Vi bringer hendes mailbesvarelse.

Artiklen om "Rikkes" ansøgningsmareridt kan ses på Nordjyske.dk, hvis man er oprettet som abonnent. Der kan oprettes en profil med gratis adgang til et begrænset antal artikler.


Hvordan er det at leve med angst og social fobi?

- Det er for længst blevet normalt, at der er noget, jeg ikke kan. Det kan svare lidt til, at man har mistet sine ben. Nogen vil måske tro, at der er afsavn, men jeg har hele livet haft utroligt svært ved at bevæge mig rundt og forholde mig til omgivelserne. Så det er svært at savne en udsalgstur i Salling, når man mange gange har prøvet, hvor ubehageligt det har været, hvordan jeg bliver svimmel, hvordan sveden hagler, og hvor selvforstærkende det er at tænke, at folk kan se det på mig. Jeg trives med mine nærmeste og med at kunne se grønt og åbne marker fra min terrasse. Det er den eneste måde, jeg kan leve på.

Tit ønsker jeg mig en ødegård langt ude i Sverige. For bor man sådan et sted, så er man bare en normal person, der bor langt væk. Nu skal jeg hele tiden forholde mig til, hvad folk tænker om mig, når jeg aldrig er ude og møde nogen. Hvad tænker familiemedlemmer, beboere i området, min mands venner og netværk og forældre til min datters legekammerater? Det er hårdt at forholde sig til, hvad de andre tænker om, at jeg aldrig kommer og hilser.

Hvordan har du oplevet forsøgene på behandling?

- Jeg har prøvet flere slags piller, der enten ikke virkede eller gav nogle ubehagelige bivirkninger. Og så har jeg været i terapi, hvor man skulle sige til sig selv, at der ikke er noget at være bange for og på dén måde slippe af med angsten. Men det er faktisk det, jeg har forsøgt at gøre hele livet. Da jeg gik i folkeskole og senere på handelsskole skulle jeg sige til mig selv, at “der sker ikke noget. Jeg dør ikke af det”. Men jeg kastede tit op, når jeg skulle i skole. Jeg tvang mig selv af sted, for der har altid været en utrolig høj arbejdsmoral og fremmødedisciplin i min familie. Alle passer deres job.

Kognitiv terapi hjalp mig ikke før, det hjalp mig ikke senere, det hjælper mig ikke nu. Jeg er jo ikke bare blevet angst på et tidspunkt som voksen. Jeg har altid haft de her vanskeligheder.

Aalborg Kommune bevilgede en støttekontaktperson, som kunne motivere dig til at finde ressourcer frem?

- Det var noget, de fandt på i det øjeblik, jeg selv søgte om førtidspension. På den måde kunne de pege på en udviklingsmulighed, som ikke havde været afprøvet. I seks år før pensionsansøgningen havde ingen af mine mange sagsbehandlere i hverken Aalborg eller Aarhus stillet det forslag - vel helt enkelt fordi jeg ikke tilhører målgruppen, som skal hjælpes op om morgenen og alt muligt. Min kæreste og jeg kan udmærket få et hjem til at fungere. Vi deler opgaverne, så jeg gør de ting, jeg kan.

Forslaget viser jo bare, at de betragter det her som et socialt problem, der kan løses med kaffedrikning og kærlige klask og ikke som en sygdom, der skal håndteres klinisk. Og det finder jeg meget krænkende.

Jeg ved godt, hvad bostøtte er. Det er pædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere eller lignende, som har et lille kursus i metoderne bag kognitiv terapi. Jeg har allerede været behandlet længerevarende hos Danmarks førende angstspecialister med kognitiv terapi, så hvad forestiller de sig?

Jeg ved også, at en samtale med en bostøtte hver gang vil være to skridt tilbage og ikke engang ét skridt frem, for jeg vil jo være lige så plaget af angst som sædvanlig, når sådan en bostøtte skal komme. Det vil kun køre mig længere og længere ned at skulle være nervøs for næste gang.

De har stoppet din kontanthjælp, og du har tabt sagen hos kommune og ankestyrelse. Hvordan har du det nu?

- Det er alle årene med skiftende læger og sagsbehandlere og andre vurderende blikke, der har slidt mine sidste kræfter op. Afslaget på førtidspension og hele forløbet omkring det har ødelagt alt. Når man i forvejen får det meget ubehageligt af, at andre er nærgående, så forestil dig, hvordan det er at skulle igennem det i årevis. Det har ødelagt utroligt meget, hvor jeg før kunne gå lidt på café og lidt i butik. Jeg kan intet mere.

Der er kun én medicin: Fred, afklaring og ro. Livsrammer, der passer til mig. Men det må man jo slet ikke synes i dag, selv om det er sandt. Så bliver man mistænkt for at være dagdriver. Man kan ikke åbne for en tv-udsendelse eller en avis, uden at man føler anklagerne fra samfundet. Og når man ser en beskæftigelsesminister som mod bedrevidende byder mig hjertelig velkommen til arbejdsmarkedet med sin nye reform, så får jeg det decideret fysisk dårligt. Man bliver sparket på, mens man ligger ned.