Jobcenterchef svarer udenom i nyt svar til "Rikke"

Han blev bedt om at redegøre for dokumentationen. I stedet taler han om en vurdering. Kan en så veluddannet herre virkelig tage så meget fejl af to forskellige begreber?

Mere end to år efter sit afslag på førtidspension har "Rikke" stadig ikke fået svar på, hvad der dokumenterer, at hendes arbejdsevne kan udvikles, når psykiatererklæringen, som kommunen selv bestilte i 2012, udelukkede enhver mulighed.

Heller ikke i et svar, som Aalborg Kommunes jobcenterchef Jesper Dahlgaard har forfattet 20. april 2015. Jesper Dahlgaard føjer sig dermed til listen over personer, som snakker udenom i stedet for at svare.

Som et svar på spørgsmålet om, hvad der udgør den dokumentation, som Aalborg Kommune mener eksisterer, henviser han til en samlet vurdering:

Nej, faktisk svarer han slet ikke på, hvad der udgør dokumentationen. I skrivelsen forvansker han faktisk "Rikkes" spørgsmål og formulerer det om, således at "Rikke" denne gang spørger om, hvad der er belæg for vurderingen.

Men det spørgsmål, som han citerer "Rikke" for, spurgte "Rikke" aldrig om. "Rikke" spurgte ikke, hvad der lå til grund for en vurdering. Her er hendes spørgsmål, som blev sendt 14. april 2015:

Der er himmelvid forskel på vurdering og dokumentation. "Rikke" spurgte ikke om, hvordan Aalborg Kommune havde vurderet. "Rikke" spurgte om, hvad der udgjorde dokumentationen:

Jobcenterchef Jesper Dahlgaard forveksler dermed to begreber, som ikke er sammenfaldende. Der er himmelvid forskel på at dokumentere og vurdere, om en vulkan vil gå i udbrud eller præcis hvor lang tid en lyspære kan lyse.

Er lyspærens levetid dokumenteret til at være otte måneder uden afbrydelser ved 230 volt, så holder pæren i otte måneder, og gør den ikke, så har belægget for den dokumentation været falsk.

En vurdering, derimod, er mere eller mindre kvalificeret gætteri.

Det er svært at forestille sig, at en chef med akademisk kandidatbaggrund sådan kan forveksle de to begreber ved et uheld. Det er Aalborg Kommunes helt egne ord, at der forelå en dokumentation i forbindelse med afgørelsen. Nu kalder jobcenterchefen det for noget andet. Dokumentation er blevet til vurdering, men det er noget ganske andet.

Aalborg Kommune har altså stadig ikke svaret på spørgsmålet. Man kunne helt få den mistanke, at kommunen ikke selv tror på den formulering, siden at den er så svær at redegøre konkret for.

Til gengæld nævner han Beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Som var ulovlig. Den afgørelse har isoleret set intet at gøre med det meget enkle spørgsmål, som Aalborg Kommune er blevet stillet.

Håbet for "Rikke", er, ifølge Jesper Dahlgaard, at der er såkaldt "passive ressourcer", som kan udvikles til "aktive ressourcer".

Det er en abstrakt måde at sige, at der er en arbejdsevne, som ikke bliver brugt, som kan trænes op til at blive en arbejdsevne. Altså, den kan blive aktiv. Det skal ske ved, at stærkt socialfobiske "Rikke" skal trænes af en socialfaglig medarbejder, som "Rikke" ikke engang vil kunne indgå en relation til.

Aalborg Kommune bad selv en psykiater om at tage stilling til den bestræbelse. Her er hans konklusion.

"Rikkes" egen sagsbehandler, som skrev ressourceprofilen, virkede heller ikke overbevisende. Læs hvad hun skrev i papirerne om bostøtte.

Og det kalder de en saglig og faglig vurdering?

Sidste halmstrå er Beskæftigelsesankenævnets ulovlige afgørelse fra 2013. Den bliver Aalborg Kommunes autoritative argument for, at afgørelsen var i orden. Som om det er sandhedsvidnet over dem alle.

Aalborg Kommune tror ikke engang selv på det. To gange i løbet af kort tid har Aalborg Kommune harceleret over Ankestyrelsen i forbindelse med socialsager. Først gjaldt det kærestepengesagen. Dernæst gjaldt det Ankestyrelsens kritik af tildeling af førtidspensioner. Pludselig var Ankestyrelsen intet orakel alligevel. Derfor kan det undre, at kommunen ikke protesterer over en afgørelse, som ikke engang kan finde rundt i lovgrundlaget.

Lyt: Her taler rådmanden usandt for åben forsamling

Både rådmanden og Venstreformanden sad i panelet i november 2013 og brugte usandheder for ørerne af forsamlingen for at sværte “Rikkes” bisidder i sagen, da han dukkede op på valgmøde for at spørge til "Rikke-sagen".

Efter fire reelle forsøg på at få svar på, hvad i "Rikkes" papirer, der dokumenterer, at hun kan blive rask af bostøtte, så havde rådmand Mai-Britt Iversen aldrig svaret det spørgsmål i løbet af 2013.

Til gengæld havde hun snakket meget livligt udenom.

Det fik 14. november 2013 "Rikkes" samlever og bisidder i sagen til at troppe op på et valgmøde i Svenstrup for at høre, om rådmanden også ville nægte et svar foran ørerne på et publikum.

Det ville hun gerne, og det var ikke det eneste, hun ville.

Hvorfor kan man ikke hive et sagligt svar ud af rådmanden? 

Spurgte "Rikkes" bisidder, som i samme ombæring var en del af en borgerkampagne - Sygt Valg i Aalborg - som bestod af aktive borgeraktivister med sygdom og sagsmishandling tæt på livet.

Hør det fulde spørgsmål her (dårlig lydkvalitet):

Mai-Britt Iversen tog straks den forurettede tone i brug og en decideret injurierende bemærkning til at fremstille spørgeren og de syges kampagne "Sygt Valg" i dårligt lys.

- De har faktisk valgt at skrive på deres hjemmeside, at jeg er en der fryder mig rigtig meget, når folk må gå fra hus og hjem.

Sagde hun i mikrofonen. Men det var jo pure løgn. Det havde Sygt Valg helt enkelt aldrig skrevet på sin hjemmeside. Til gengæld stod der en masse andet, blandt andet nogle triste kendsgerninger om kommunens sagsbehandling, nogle detaljer om rådmandens håndtering og nogle ganske saglige holdninger.

Debatten huede hende åbenbart så lidt, at hun måtte slå tilbage under bæltestedet.

Så konstaterede hun, at kommunen fik medhold i sagen mod "Rikke" hos Ankestyrelsen. Der var dog tale om, at Beskæftigelsesankenævnet gav kommunen medhold på et betydeligt fejlagtigt lovgrundlag. En fejl, som kommunen ikke klagede over. Og som hun heller ikke fortalte forsamlingen om.

Og så fortalte hun publikum, at “Rikke” skam havde fået sit svar igennem bisidderen. Det er jo også løgn.

Han har fået svaret op til mange gange, når vi har snakket, og når vi har taget en dialog på cykelstier, på Vejgaard Bymidte og hvor vi ellers har taget dialogen.

Der blev ikke mere spørgetid til "Rikkes" bisidder, men efter mødet opfordrede han rådmanden til at sende svaret på et stykke A4-papir mod at han selv betalte omkostningen. Rådmanden sendte aldrig noget. "Rikke" har aldrig fået sit svar. Kommunen mener stadig, at hun skal gå op imod sin psykiaters advarsel, men må ikke få at vide, hvordan kommunen er kommet til den konklusion.

Hør Mai-Britt Iversens kommentar (dårlig lydkvalitet):

Bolden trillede videre til SF's Inge Ibsen Fomcenco under valgmødet. Hun tog rådmandens ord for helt gode vare. Påvirket af Mai-Britt Iversens usande bemærkning, så valgte hun nærmest at syde mod "Rikkes" bisidder:

- Du vil helst selv komme med svarene og ikke høre vi andre, så jeg er fuldstændig ligeglad med at svare dig. Der er lukket i forretningen!

 Hør Inge Ibsen Fomcemcos kommentar (dårlig lydkvalitet):

Den næste, der gerne ville kommentere på spørgsmålet fra "Rikkes" bisidder var Venstres lokalformand Jakob K. Svendsen, som forgæves forsøgte at opnå valg til byrådet i 2013.

Tydeligvis revet med af rådmandens harmdirrende attitude, tyede også han til decideret usandhed lige som rådmanden.

- Jeg er nødt til at sige, at jeg oplever, det der foregår her - både ved at møde op til det ene møde efter det andet og stille samme spørgsmål igen og igen og skrive negativt, personfikseret mod en politiker i Aalborg byråd, det opfatter jeg som noget, der ikke bidrager positivt til den politiske proces.

Digtede han for forsamlingen. Sygt Valgt havde på to valgmøder stillet to vidt forskellige spørgsmål til to forskellige politikere. Guderne må vide, hvilke møder Jakob K. Svendsen har oplevet.

Ingen af borgeraktivisterne i Sygt Valg anede, hvilke vælgermøder, han ellers talte om, så ved at tale stærkt fordrejende om borgergruppens adfærd, forsøgte han tydeligvis fra sin plads i panelet at fremstille borgergruppen i et tvivlsomt skær.

Hans ordvalg var decideret arrigt:

- Det her er min syvende valgkamp, og der kommer altid ét øjeblik, hvor det fuldstændigt flimrer for mig, og hvor jeg fuldstændig ser sort, og jeg kan mærke, at det er lige ved at være nu!

Og så er det ikke sært, at publikum kvitterede med klapsalver efter Jakob K. Svendsens svada. Så fik den lømmel, gjorde han.

Hør Jakob K. Svendsens kommentar (dårlig lydkvalitet):

"Rikkes" bisidder var ikke i tvivl om, at han havde sandheden på sin side, så efter mødet bad han ikke bare rådmanden om at sende det svar skriftligt, som hun påstod, hun havde givet. Inge Ibsen Fomcenco havde lukket i butikken, og det kunne man kun tage til efterretning. Men så tilbød han Jakob K. Svendsen en grundig indføring i sagen.

- Jeg er uenig med dig.....(....)... Jeg er bare uenig. 

Svarede han, mens han kiggede bort med et stift blik. Så sandheden virkede ikke til at interessere ham.

Og imens andre skændtes om sandheden, så sad "Rikke" afpillet tilbage derhjemme.

Uden lovlig ankesag.

Uden svar.

Uden kontanthjælp, for den var taget fra hende

På Facebook mumlede nogle politikere om, at man havde forsvaret demokratiet ved at tordne mod "Rikkes" bisidder og de syges valgkampagne. Mod en demokratifjende, forstås.

Hvis deres demokrati er demokrati, så må det være det underligste demokrati, nogen har kendt til på disse breddegrader af kloden. Hvor lovgivning er lavet for sjov og hvor man gerne lyver om de borgere, som forsøger at stille systemet til regnskab.

Under nøjagtigt samme vælgermøde sad samme politikere og talte om ligeværdighed i samfundet og inddragelse af udsatte. Det var slående at opleve, hvad der sker, når udsatte stiller helt reelle og demokratiske krav. Under nøjagtigt samme vælgermøde.

Sandheden er åbenbart, at de opretholder et social apartheit, hvor man som syg eller generelt udsat har mistet sine helt basale borgerrettigheder som en ordentlig behandling i henhold til god forvaltningsskik.

Her fortæller "Rikke" om sin egen situation til avisen

Langfredag i år berettede "Rikke" om sin situation i en mail til Nordjyske Stiftstidende. Vi bringer hendes mailbesvarelse.

Artiklen om "Rikkes" ansøgningsmareridt kan ses på Nordjyske.dk, hvis man er oprettet som abonnent. Der kan oprettes en profil med gratis adgang til et begrænset antal artikler.


Hvordan er det at leve med angst og social fobi?

- Det er for længst blevet normalt, at der er noget, jeg ikke kan. Det kan svare lidt til, at man har mistet sine ben. Nogen vil måske tro, at der er afsavn, men jeg har hele livet haft utroligt svært ved at bevæge mig rundt og forholde mig til omgivelserne. Så det er svært at savne en udsalgstur i Salling, når man mange gange har prøvet, hvor ubehageligt det har været, hvordan jeg bliver svimmel, hvordan sveden hagler, og hvor selvforstærkende det er at tænke, at folk kan se det på mig. Jeg trives med mine nærmeste og med at kunne se grønt og åbne marker fra min terrasse. Det er den eneste måde, jeg kan leve på.

Tit ønsker jeg mig en ødegård langt ude i Sverige. For bor man sådan et sted, så er man bare en normal person, der bor langt væk. Nu skal jeg hele tiden forholde mig til, hvad folk tænker om mig, når jeg aldrig er ude og møde nogen. Hvad tænker familiemedlemmer, beboere i området, min mands venner og netværk og forældre til min datters legekammerater? Det er hårdt at forholde sig til, hvad de andre tænker om, at jeg aldrig kommer og hilser.

Hvordan har du oplevet forsøgene på behandling?

- Jeg har prøvet flere slags piller, der enten ikke virkede eller gav nogle ubehagelige bivirkninger. Og så har jeg været i terapi, hvor man skulle sige til sig selv, at der ikke er noget at være bange for og på dén måde slippe af med angsten. Men det er faktisk det, jeg har forsøgt at gøre hele livet. Da jeg gik i folkeskole og senere på handelsskole skulle jeg sige til mig selv, at “der sker ikke noget. Jeg dør ikke af det”. Men jeg kastede tit op, når jeg skulle i skole. Jeg tvang mig selv af sted, for der har altid været en utrolig høj arbejdsmoral og fremmødedisciplin i min familie. Alle passer deres job.

Kognitiv terapi hjalp mig ikke før, det hjalp mig ikke senere, det hjælper mig ikke nu. Jeg er jo ikke bare blevet angst på et tidspunkt som voksen. Jeg har altid haft de her vanskeligheder.

Aalborg Kommune bevilgede en støttekontaktperson, som kunne motivere dig til at finde ressourcer frem?

- Det var noget, de fandt på i det øjeblik, jeg selv søgte om førtidspension. På den måde kunne de pege på en udviklingsmulighed, som ikke havde været afprøvet. I seks år før pensionsansøgningen havde ingen af mine mange sagsbehandlere i hverken Aalborg eller Aarhus stillet det forslag - vel helt enkelt fordi jeg ikke tilhører målgruppen, som skal hjælpes op om morgenen og alt muligt. Min kæreste og jeg kan udmærket få et hjem til at fungere. Vi deler opgaverne, så jeg gør de ting, jeg kan.

Forslaget viser jo bare, at de betragter det her som et socialt problem, der kan løses med kaffedrikning og kærlige klask og ikke som en sygdom, der skal håndteres klinisk. Og det finder jeg meget krænkende.

Jeg ved godt, hvad bostøtte er. Det er pædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere eller lignende, som har et lille kursus i metoderne bag kognitiv terapi. Jeg har allerede været behandlet længerevarende hos Danmarks førende angstspecialister med kognitiv terapi, så hvad forestiller de sig?

Jeg ved også, at en samtale med en bostøtte hver gang vil være to skridt tilbage og ikke engang ét skridt frem, for jeg vil jo være lige så plaget af angst som sædvanlig, når sådan en bostøtte skal komme. Det vil kun køre mig længere og længere ned at skulle være nervøs for næste gang.

De har stoppet din kontanthjælp, og du har tabt sagen hos kommune og ankestyrelse. Hvordan har du det nu?

- Det er alle årene med skiftende læger og sagsbehandlere og andre vurderende blikke, der har slidt mine sidste kræfter op. Afslaget på førtidspension og hele forløbet omkring det har ødelagt alt. Når man i forvejen får det meget ubehageligt af, at andre er nærgående, så forestil dig, hvordan det er at skulle igennem det i årevis. Det har ødelagt utroligt meget, hvor jeg før kunne gå lidt på café og lidt i butik. Jeg kan intet mere.

Der er kun én medicin: Fred, afklaring og ro. Livsrammer, der passer til mig. Men det må man jo slet ikke synes i dag, selv om det er sandt. Så bliver man mistænkt for at være dagdriver. Man kan ikke åbne for en tv-udsendelse eller en avis, uden at man føler anklagerne fra samfundet. Og når man ser en beskæftigelsesminister som mod bedrevidende byder mig hjertelig velkommen til arbejdsmarkedet med sin nye reform, så får jeg det decideret fysisk dårligt. Man bliver sparket på, mens man ligger ned.

Her er "Rikkes" helbredsprognose fra fjerde og sidste psykiater

Aalborg Kommune mener, at det er dokumenteret, at "Rikke" kan skubbes i retning af arbejdsmarkedet. Kommunen bestilte selv en erklæring i oktober 2012. Hvad sagde den?

9. august gav Aalborg Kommune afslag på "Rikkes" første ansøgning om førtidspension. Den tredje psykiater, som "Rikke" havde truffet i sit årelange forløb, havde udelukket, at der var behandling, der kunne hjælpe "Rikke". Hun skulle passe på resten af sin livskvalitet, mente han.

Aalborg Kommune var dog ikke tilfreds med meldingen om, at der ingen behandlingsmuligheder var mod "Rikkes" angsttilstand. Aalborg Kommune bad derfor en ny psykiater om at udarbejde en erklæring. Psykiateren skulle helt nøjagtigt forholde sig til, hvad en såkaldt "bredere indsats" kunne gøre.

Altså, når den tredje psykiater havde udtømt alle psykiatriens behandlingsmuligheder, så spurgte kommunen den fjerde psykiater, om der var håb for, at "Rikke" kunne komme sig med støttetiltag som bostøtte. Det havde Aalborg Kommune helt konkret peget på.

Angst er en meget almindelig folkesygdom. Man regner med, at cirka en femtedel af befolkningen på et tidspunkt i livet får angst i diagnostisk forstand. Helbredsprognosen er generelt god, og efter behandling får godt halvdelen af alle patienter det markant bedre.

Det har givet angst rygte for at være en håndterbar lidelse, men der er også en restgruppe, som ikke så nemt kan mestre symptomerne. Det gælder især patienter, som lider af flere angsttyper eller andre komplekse tilstande. Angst kan altså være en mindre alvorlig lidelse, som går over, og så kan det være en meget alvorlig og livsvarig lidelse.

"Rikkes psykiatere er enige om, at "Rikkes" tilstand ikke er opstået sent i livet. Hun har formentlig levet op til diagnosekriteriet siden småbarnsalderen, og begge psykiatere, som har givet vurderinger i "Rikkes" sag, kalder tilstanden for livslang, og den bliver forværret af det pres, som hun konfronteres med.

Og her er så den fjerde psykiaters konklusion:

Hvad siger "Rikkes" papirer om kommunens mirakelkur?

Aalborg Kommune har ifølge sig selv "dokumenteret", at stærkt angstplagede "Rikke" kan skubbes tilbage til arbejdsmarkedet ved hjælp af bostøtteordning. Vi går sagen efter med lup, og hvis det ikke var så tragisk, havde det ligefrem været komisk.

Selv om "Rikkes" psykiater få måneder forinden havde taget stilling til spørgsmålet og udpenslet umisforståeligt, hvor håbløst et forehavende, det var, så fastholdt Aalborg Kommune alligevel, at "Rikke" med sit angsthandicap kunne drage fordel af at få bostøtte, da "Rikke" 5. februar 2013 fik afslag på førtidspension.

Aalborg Kommune mente ligefrem, at det var dokumenteret igennem sagens ressourceprofil. Sådan stod det i afslaget.

Aalborg Kommune har dog pure nægtet at forklare, hvad den dokumentation består af. Efter adskillige spørgsmål har Aalborg Kommune ikke givet noget som helst, der minder om et svar, og det er ikke så sært.

For gennemgår man netop den 14 sider lange ressourceprofil, hvor dokumentationen skulle findes, så skorter det i dén grad på argumenter, der kan forveksles med beviser.

Bostøtte er nævnt i alt fem gange i den ressourceprofil. Vi gennemgår her tilfælde for tilfælde, hvad ressourceprofilen siger om bostøtte i "Rikkes" sag.

På side 3, i et afsnit, der handler om udviklingsmuligheder i forhold til personlige kompetencer, skriver ressourceprofilens forfatter, som er daværende sagsbehandler:

”Det vurderes, at tidligere vurdering hvor der peges på en udviklingsmulighed i forhold til tilknytning af en bostøtte fortsat er gældende.” 

 Men i akkurat samme afsnit skriver ressourceprofilens forfatter også:

”Dog vurderes det tvivlsomt hvorvidt dette vil have en effekt i forhold til fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet jf. elementet; helbred, hvor psykiater peget på, at der i bedste fald i "Rikkes" tilfælde kan arbejdes med bedring af livskvaliteten. Således synes udviklingsmuligheden i forhold til tilknytning af en bostøtte mere teoretisk end reelt udviklingsorienteret.”  

Altså, selve ressourceprofilens forfatter bringer bostøtte på bane, men leverer nærmest det, der ligner et argument imod og inddrager lige akkurat psykiateren, som forholdt sig til spørgsmålet. Dermed undsiger denne passage konklusionen bag afgørelsen i højere grad, end den understøtter konklusionen. Endvidere henvises der ikke til kilder af nogen, som understøtter relevansen af bostøtte i forhold til arbejdsevneudvikling, og der henvises ikke konkret til teorier af nogen art eller med argumentativ værdi, når det fremgår, at der teoretisk set eksisterer en udviklingsmulighed. Det beskrives således ikke, hvorledes bostøtte kan være et relevant tiltag til at bedre "Rikkes" arbejdsevne i hendes konkrete tilfælde,

Bostøtte dukker igen op på side 5, hvor sagsbehandleren skal pege på udviklingsmuligheder i forhold til sociale kompetencer. Hun skriver, at "Rikke" "muligvis":

”...vil kunne profitere af, at få tilknyttet en bostøtte...”  

Og det er alt, hvad der står om bostøtte. Det er udelukkende forfatterens ubegrundede postulat, og der henvises ikke til kilder af nogen art, som understøtter det

Bostøtte dukker op igen på side 8 i ressourceprofilen, hvor der skal peges på udviklingsmuligheder i forhold til økonomi og netværk:

”Tidligere vurdering, hvor der peges på en udviklingsmulighed i forhold til tilknytning af en bostøtte med henblik på at støtte "Rikke" i, at bryde den isolationstendens som hun oplever, vurderes aktuelt vanskeligt, at finde realistisk. Dette, med baggrund i seneste vurdering fra psykiater jf. elementet; helbred, hvor det udelukkende peges på udviklingsmuligheder i forhold til bedring af livskvalitet...”  

Døm selv. Men er det ikke som om, at passagen her undsiger hele kommunens slutkonklusionen med foreliggende speciallægeerklæring som belæg i langt højere grad, end den overhovedet synes at understøtte konklusionen?

På side 13 nævnes bostøtte i den samlede vurdering, og det ligner heller ikke nogen som helst dokumentation for, at "Rikke" kan befordres mod arbejdsmarkedet:

”Det vurderes samlet set vanskeligt, at lade sig forestille, at der kan forventes en bedring af tilstanden i sådan en grad at arbejdsmarkedet kan komme på tale, uanset foranstaltninger. Dette, da det af psykiateren påpeges at der ikke forefindes yderligere behandlingsmuligheder og selv med kombineret intensiv behandling vil effekten heraf være minimal samt, at der på grund af "Rikkes" vanskeligheder ved at indgå i relationer vanskeligt lader sig forestille at yderligere sociale foranstaltninger vil bedre arbejdsevnen væsentligt.”  

Eller hvad synes du?

Alligevel mener Aalborg Kommune i afslaget til "Rikke", at ressourceprofilen dokumenterer, at hun kan komme tættere på arbejdsmarkedet ved hjælp af lige netop bostøtte.

Det ligner jo en sagsbehandler, der ikke selv tror på det, men som ganske givet handler på en ordre om, at bostøttekravet skal fastholdes.

Vi garanterer for, at det er sandt, når vi siger, at disse passager er en udtømmende gennemgang af passager, hvor bostøtte bliver nævnt. Kan du finde det argument i passagerne, som du ville godtage som dokumentation?

Vi er ikke i tvivl: Med en argumentation, der er så rystende amatøragtig, er det ikke bare ulovligt uanset hvad på grund af dumpet sagsbehandlingskvalitet. Man kan kun enten være for dum eller for ond. For dum til at passe sådan et job eller ond nok til at ville smadre en borgers liv. Hvilken af grundene er der mon tale om?

Se rådmanden svare udenom, udenom og udenom.

Rådmand Mai-Britt Iversen sendte det, der skulle forestille at være svar, da "Rikke" tre gange stillede helt centrale spørgsmål til sin afsporede pensionssag. Se selv, om du kan finde svaret i de tre breve.

5. februar 2013 fik "Rikke" sit afslag på sin ansøgning om førtidspension. Nok havde hun ventet, at hun ville få et maskinelt afslag som massevis af borgere desværre får i samme situation.

Hun havde dog ikke drømt om, at kommunen ligefrem ville påstå, at det kunne dokumenteres, at hun kunne helbreds og skubbes i retning af arbejdsmarkedet, da to psykiatere kort forinden havde sagt det stik modsatte og advaret om, at hun kunne få det værre.

Ikke desto mindre blev det påstået i afgørelsen:

"Rikke" klagede til socialudvalget og beskæftigelsesudvalget, begge med rådmand Mai-Britt Iversen i spidsen. Via bisidder blev det påklaget, at der blev henvist til en dokumentation i den såkaldte ressourceprofil, som på ingen måde fremgik, hvis man gennemlæste den 14 sider lange ressourceprofil.

I brevet, der blev sendt 11. marts 2013 var det ikke formuleret direkte som et spørgsmål, men der stod blandt andet:

"Ved at gennemgå samtlige passager (se vedlagte klageskrivelse over afgørelse på ansøgning af førtidspension af 5. februar 2012) i resurseprofil af 5/12/12, hvori disse tiltag nævnes, fremstår det med al tydelighed, at dokumentationen er et fuldkommen uredeligt postulat. De eneste passager i resurseprofilen, som taler for påstanden, er forvaltningens egne ubegrundede formuleringer, som savner enhver underbyggende reference."

Ingen øvrige byrådsmedlemmer reagerede. Det gjorde kun Mai-Britt Iversen. Der er ingen tvivl om, at vejledningspligten jævnfør forvaltningsloven pålagde hende at pege på den dokumentation, som "Rikke" savnede. Levede hun op til det?

Ikke ifølge "Rikke" og hendes bisidder, som ikke kunne se spor af svar i den skrivelse.

24. marts 2013 rejser "Rikke" og hendes bisidder spørgsmålet igen, da det ikke var besvaret:

"Altså, hvor i resurseprofilen vurderer I, at der findes gangbart bevismiddel for den påstand, som ligger til grund for afslaget og som dermed tilbageviser min beskyldning?"

Et meget konkret spørgsmål, som pålægger kommunen en lovbefæstet begrundelsespligt. Levede Mai-Britt Iversen op til det anden gang?

I så fald, hvor? "Rikke" og hendes bisidder var ingenlunde tilfreds. Så spørgsmålet blev genfremsat 18. april 2013. Fuldstændigt enslydende. Mon Mai-Britt Iversen svarede?

I så fald svarede hun kun udenom igen igen. Hun kunne godt forstå, at "Rikke" var frustreret. Loven var jo også blevet strammet, bemærkede hun. Mai-Britt Iversen glemte bare, at "Rikkes" sag allerede var så gammel, at den var behandlet under den gamle pensionslov og slet ikke reformloven fra samme år.

Så det var ikke bare udenomssnak. Det er var ligefrem gudsjammerlig udenomssnak, der forvekslede lovgrundlaget.

Siden er samme spørgsmål blevet genfremsat ad forskellige indgange til kommunen, og ingen af gangene har Aalborg Kommune ment, at der var pligt til at give svar - på spørgsmålet.

Der kan virkelig ikke være noget at diskutere. Det er lige så tydeligt, at rådmanden her bryder loven med vilje og gang på gang. Det offentlige skal altid kunne begrunde over for en berørt part, hvorfor det offentlige siger, som der siges. Det er selve hjørnestenen i det at have en offentlig sektor.

Og foruden det rent juridiske, så er Mai-Britt Iversen også direkte moralsk forkastelig over for en syg:

"Rikke" får udtrykkeligt at vide af sin psykiater - på kommunens egen bestilling - at hun ikke tåler at blive skubbet, som kommunen vil. Men kommunen vil skubbe og siger, at det er på dokumenteret grundlag. Og alligevel er den dokumentation skrinlagt for "Rikke" i buldrende mørke. Hun har en lægelig advarsel, men et stærkt kommunalt pres fra modsat hold. Og så vil kommunen overhovedet ikke konkretisere.

Senere vil vi her på bloggen gennemgå samtlige passager i "Rikkes" ressourceprofil, hvor ordet "bostøtte" er nævnt. Kommunen påstod nemlig, at det var dokumenteret i den ressourceprofil, at bostøtte skulle nytte.

Det bliver omtrent lige så hovedrystende, kan vi allerede love.

“Rikkes” anke blev afgjort ulovligt

 

Lovgrundlaget er her kopieret direkte fra sagspapirerne i "Rikkes" ankesag. Beskæftigelsesankenævnet snød eklatant på vægten og brugte en lov, der slet ikke gjaldt, da "Rikke" ansøgte.

Aalborg Kommune vandt anken og har siden brugt sejren som det eneste argument i kommunens krig mod “Rikke”. Kommunen har dog undladt at bemærke, at ankesagen er mere pilrådden end politiet burde tillade.

31. maj 2013 kom brevet fra Beskæftigelsesankenævnet. “Rikke” havde fået afslag på førtidspension 5. februar 2013 og også et halvt år før. Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Afgørelsen, som var endelig og som ikke kunne ankes, vakte tydeligvis jubel hos Aalborg Kommune, som ifølge rådmand Mai-Britt Iversen synes, “at det er godt, at man kan klage”.

Aalborg Kommune, som plejer at læse ting igennem med lup, når det er til egen fordel, glemte åbenbart luppen, da Beskæftigelsesankenævnet traf sin beslutning.

For det er ikke alene en sær afgørelse, der giver kommunen ret på den præmis, at “Rikke” må kunne skubbes mod arbejdsmarkedet. Og med den begrundelse, at hun deltog i et kursustilbud 5-6 år før - i 2007 - og med meget pauvert udbytte og til stor psykisk belastning for “Rikke”. Hun skjulte sig ofte for de andre kursister.

Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 31. maj 2013 er også decideret ulovlig og forfejlet.

Det fremgår af det vedlagte lovgrundlag, som afgørelsen er truffet efter. De såkaldte retsregler, der er anvendt.

Af afsnittet fremgår det, at afgørelsen er truffet efter Lov om social pension af 9. juli 2012. En lov, som trådte i kraft 1. januar 2013 og som slet ikke var gældende, da pensionsansøgningen blev optaget.

Aalborg Kommune traf selv sin egen dubiøse afgørelse på grundlag af den forrige pensionslov fra 2003. Det var i hvert fald 2003-loven, som 5. februar 2013 var vedlagt som som lovgrundlag.

Beskæftigelsesankenævnets groteske forveksling kan uden tvivl have haft altafgørende betydning for ankebehandlingens udfald for “Rikke”.

Den væsentligste forandring i lovgivningen fra 2003 til 2013 er, at personer under 40 som udgangspunkt slet ikke kan tildeles førtidspension efter den nye lov. Den forrige 2003-lov skelnede ikke efter alder. Borgerens konkrete alder skulle blot indgå i en samlet vurdering.

Alligevel gjorde Aalborg Kommune intet. For nylig protesterede Aalborg Kommune kraftigt mod Ankestyrelsen, da en større sag om kærestepenge gik kommunen imod. Men kommunen protesterede ikke, da kommunen selv fik medhold over "Rikke" på ulovlige præmisser.

Og ikke nok med det. Nævnets ulovlige afgørelse blev siden brugt til at affeje enhver diskussion.

Den såkaldte “sagsmishandler”, som vi beskrev i det forrige blogindlæg, nægtede 4. oktober 2013 at forklare over for “Rikke”, hvad der dokumenterede, at kommunens rehabiliteringsplan skulle hjælpe.

“Rikke” havde ikke krav på at vide en pind, slog hun fast. “Afgørelsen er stadfæstet i nævnet”, svarede hun blot.

"Sagsmishandleren overtrådte dermed ikke alene groft og bevidst kommunens lovbefæstede vejledningspligt. En retslig hjørnesten i al offentlig forvaltning. “Sagsmishandleren” henviste også til en ulovlig afgørelse.

Det må stå klart for enhver, at hvis sagen var et hus, som kommunen skulle bygge, så lå det ned i grus.

Ny rådgiver inviterede "Rikke" med socialangst til mangedoblet krydsforhør

Efter nytåret 2013 fik "Rikke" ny sagsbehandler efter den sagsbehandler, der havde udarbejdet resurseprofilen i ansøgningen om førtidspension. Eller ny "sagsmishandler". Her er første del af tragikomedien.

Det fremgik af tilgængelige informationer, at den nye sagsbehandler, "sagsmishandleren", som blev tilknyttet ved årsskiftet 2013, slet ikke havde socialrådgiveruddannelsen som baggrund.

Og social rådgivning gjorde hun tydeligvis slet ikke i.

Hun var derimod en yngre cand.mag i dansk og psykologi fra Aalborg Universitet, som samtidig drev selvstændig virksomhed. Karrieremæssigt så det ud til, at jobbet mere eller mindre var tilfældigt landet for "sagsmishandleren".

Det fremgik intet sted, om sagsbehandlerjobbet i Aalborg Kommune var på deltid eller fuld tid.

Til gengæld viste det sig, at hun manglede helt essentiel viden om forvaltningsskik. Eller også ville hun blæse forvaltningsskik et stykke. Mere om det i en senere episode.

I hvert fald fjernede Aalborg Kommune af uvisse grunde en rigtig socialrådgiver ved udgangen af 2012 og erstattede hende med denne døve mur, der tilsyneladende kun var ansat til at eksekvere Aalborg Kommunes ulovlige jernvilje uden den fjerneste pardon.

Fra første kontakt i vinteren 2013 og frem, blev hun sat grundigt ind i, hvilke vanskeligheder, som "Rikke" havde med sin alvorlige socialfobi.

Hun hævdede også at have læst psykiatererklæringen fra oktober 2012, hvor følgende passage indgik:

”Rikke" bliver præget af svære angst og følgesymptomer når hun skal uden for hjemme, når hun skal møde med sagsbehandler og til undersøgelse og behandling. Hun bliver stresset, irritabel, får tankemylder, bliver søvnløs, får negative tanker i forhold til omgivelserne, bliver anspændt, føler sig ikke forstået og tænker, om det der skal foregå at det er form for tortur.

På trods af den viden fik "sagsmishandleren" alligevel den idé, at "Rikke" kunne møde op til et tværfagligt teammøde en uge efter henvendelsen. Et teammøde er uden tvivl en markant skærpet situation i forhold til opfølgningssamtaler hos kommunen, hvor der kun er borger og sagsbehandler til stede.

Der fremgår ikke af invitationen, hvor mange personer, som stærkt socialfobiske "Rikke" skulle konfronteres af på én gang. Om det er 5, 7 eller 8.

Men det fremgik, at...:
1. Der vil være et tværfagligt team.
2. Der vil også være en psykolog i lokalet.
3. Og øvrige jobcentermedarbejdere.

Velbekomme.

"Sagsmishandleren" udelukkede altså ikke, at en socialfobiker, som ikke engang tør møde sin vicevært, kunne medvirke til det. Hun udtrykte derimod, at det var en god idé.

Man får dermed den mistanke, at "sagsmishandleren" på kommunens vegne nærede en helt grundlæggende mistro til "Rikkes" usynlige, men stærkt invaliderende handicap. Som om hun tænkte, at det måske er ubehageligt i de første fem minutter, hvorefter "Rikke" vil vænne sig til det.

Forholdet til "sagsmishandleren" var et mareridt for "Rikke", der varede i trekvart år, før det kulminerede. Følg med i fortællingen, som fortsætter.

Vildledte rådmanden om lovgivningen?

Lovgivningen er blevet strammet, fortalte Mai-Britt Iversen til "Rikke" i et brev. Ja, men ikke for "Rikke", som søgte før reformen. Faktisk var den ikke blevet strammet i 10 år.

I 2013 trådte reformen af førtidspension i kraft. Den første lovændring, der ændrede vilkårene for tildeling siden en reform fra 2003.

“Rikke” ansøgte tidsnok i 2012 til at blive vurderet på det forrige lovgrundlag. Det er uomtvisteligt, og “Rikkes” daværende sagsbehandler undersøgte og fik bekræftet det, da ansøgningen blev indgivet.

Alligevel indikerer meget, at Aalborg Kommune har ageret som om, at 2013-reformen allerede gjaldt. Også selv om det vedlagte lovgrundlag var den gamle lov fra 2003. Det anes eksempelvis på ordvalget, hvor Aalborg Kommune taler om at udvikle borgerens resurser over et årelangt forløb. En tankegang, der hænger sammen med idéen om 2013-reformen.

“Rikkes” sag er ikke den eneste sag, der indikerer, at Aalborg Kommune reelt foregreb reformen, før den trådte i kraft. For allerede fra start i 2013 faldt antallet af tildelinger kraftigt, selv om der i mange tilfælde var tale om 2012-ansøgninger. "Rikkes" støttegruppe har hørt om lignende tilfælde.

Rådmand Mai-Britt Iversen giver næring til mistanken om, at Aalborg Kommune ulovligt har foregrebet 2013-reformen i vurderingen af en 2012-ansøgning. Det ses i et af de breve, som rådmanden har sendt til “Rikke”.

I et brev af 16. maj 2013 skriver Mai-Britt Iversen:

Lovgivningen på området er kompleks og har i de seneste år været igennem en række revisioner, der har haft til formål at gøre det vanskeligere at opnå førtidspension. Konsekvensen er, at det er kommunens opgave at sikre, at alt er afprøvet og kan dokumenteres afprøvet før en førtidspension kan komme på tale.

I “Rikkes” tilfælde var der dog ikke ændret et komma i lovgivningen siden 2003 - i 10 år!

Så kan det godt være, at refusionsreglerne op igennem nullerne var blevet ændret, så det blev mindre attraktivt at tildele førtidspension. Det er også muligt, at landspolitikere og landets centraladministration i tidernes løb har øget presset og efterlyst strammere praksis. Det kan også være, at kommunerne selv har sunget stramme-paroler internt. Detaljer, der kunne give forvaltere det indtryk, at loven var blevet strammet.

Det kan også være, at Ankestyrelsen har strammet garnet med sine afgørelser. Men både Tamil-sagen og Statsløse-sagen har jo mindet os om, at der afgørende forskel på, hvad der er lov og hvad der er ministeriel praksis.

For selve pensionsloven - kriterierne for tildeling - havde ikke været ændret med et eneste komma i 10 år, da "Rikke" søgte. Ikke engang en ny, præciserende ministervejledning fra 2007, ændrer det faktum.

Så rådmandens forklaring ser unægteligt ud som om, at Mai-Britt Iversen vil manipulere “Rikke” til at tro, at der er sket ændringer af lovgrundlaget for "Rikke", som der slet ikke har fundet sted.

Én ting skete dog i året forinden, som giver rådmanden ret i formuleringen. I 2012 vedtog Folketinget den reform om førtidspension, som i 2013 trådte i kraft. Men den reform har intet at gøre med lovgrundlaget for "Rikkes" ansøgning, og reformen er derfor helt irrelevant at inddrage i en begrundelse.

Så forklaringen er uden tvivl stærkt problematisk og fordrejende. Mai-Britt Iversens formulering giver unægteligt det indtryk, at “Rikkes” sag reelt er blevet bedømt på den nye reforms lovgrundlag, selv om reformen slet ikke var trådt i kraft.

Det er ikke eneste gang, at der sker forveksling af lovgrundlaget for “Rikke”. Vi vender tilbage senere med en lignende episode. Bare værre.

Støttegruppen vil følge, opfølge og forfølge

Nordjyske Stiftstidende og 24Nordjyske bragte fredag 3. april historien om "Rikke", der ikke kan arbejde på grund af sit usynlige handicap.

"Rikke" er blevet smidt helt ud med en faldlem af velfærdssystemet. Aalborg Kommune har både nægtet hende førtidspension og kontanthjælp under stærkt kritisable omstændigheder.

"Rikke-sagen" er sagsmishandling af iskoldeste skuffe og en principiel kamp.

Aalborg Kommune gav afslag med den begrundelse, at det kan dokumenteres, at hun kan få det bedre, mens speciallægen, som Aalborg Kommune selv har spurgt, siger det stik modsatte og advarer kraftigt mod at skubbe "Rikke" i retning af arbejdsmarkedet.

Kommunen mener, at "Rikke" kan blive arbejdsdygtig efter et bostøtteforløb.

Når "Rikke" spørger Aalborg Kommune, hvad der dokumenterer det, så taler socialrådmand Mai-Britt Iversen udenom hver eneste gang eller nægter at svare.

Hver gang kommunen nægter et svar, er det klokkeklart brud på forvaltningsloven, der pålægger det offentlige at tale sandt og at vejlede og begrunde.

Støttegruppen til Rikke-sagen går derfor til kamp for, at Aalborg Kommunes helt uacceptable lovbrud hører op.

'"Rikke" og alle andre borgere i samme situation har grundlæggende krav på at få begrundet, hvad der der dokumenterer kommunens konklusion, når hendes speciallæge advarer mod at skubbe hende i retning af arbejdsmarkedet.


Derfor har vi dannet en støttegruppe, som vil dokumentere, oplyse, følge, følge op forfølge på sagen.

Støttegruppens arbejdsgruppe er:
Rosa Maria Nielsen (talsperson)
Liselotte Jakobe
Morten Brix
David Wedege Petersen
Rikke Noack Skivild

Find støttegruppen på Facebook