Jeg var bange for, at den her skulle blive svær at forklare. At meningen ville drukne i dybden af sagens kompleksitet.
Men landsrettens dom er overraskende simpel.
Afgørelsen ligger i ét eneste ord, der er sagt af nogen i sagens forløb.
Ordet: "Nej."
Kun i én sætning - kun én gang lægger landsretten noget til grund i afgørelsesteksten.
Ordet: Nej.
Det er i sætningen, hvor der står:
“I overensstemmelse med Retslægerådets svar på spørgsmål 5 lægger landsretten til grund, at det ikke ud fra sagens lægelige akter er kontraindiceret at tilbyde xxxxxxx xxxxxxxx xxxxxxxxx en bostøtteordning.”
Ordet kontraindiceret optræder for første gang i sagen overhovedet, da Kammeradvokaten efter sit nederlag i byretten anker sagen og får lov til at stille spørgsmål til Retslægerådet.
Ét af disse spørgsmål lyder, om Retslægerådet betragter det som kontraindiceret, at tilbyde borgeren en bostøtteordning.
Retslægerådet svarer så med tre bogstaver: N, e og j.
Kun tre bogstaver. Ingen mellemregninger overhovedet.
Retslægerådet har gennemset alle lægelige akter, og konkluderer så, at det ikke er kontraindiceret.
Her er det såre uforståeligt. Og fordi der ikke optræder en uddybning, får vi aldrig nogensinde svar på, hvorfor Retslægerådet skrev "nej".
De lægelige akter består af mange ting. Men jeg kan ikke finde noget som helst, der modsiger den sidste speciallægeerklæring, der er skrevet af en psykiater i oktober 2012.
Den erklæring forlangte kommunen selv, blev udarbejdet.
Tidligere i 2012 havde borgeren været igennem et udredningsforløb, som sluttede med, at psykiatrien fandt alle behandlingsmuligheder udtømte.
Borgeren havde for få år tilbage prøvet en stribe medicinske præparater og modtaget en serie af behandlinger hos Danmarks førende angstklinik i Risskov.
Men den første speciallægeudtalelse i 2012 fik ikke Aalborg Kommune til at rejse en pensionssag.
De ville gerne være klogere. Så de skrev helt nøjagtigt i indstillingen til den næste psykiater, at han skulle tage stilling til spørgsmålet om bostøtte.
Det fremgår af indledningen til psykiaterens erklæring, at han bekræfter direkte, at han undersøger muligheden for at borgeren kan modtage og få gavn af bostøtte.
Han skriver blandt andet, at hun er “…præget af svære angst og følgesymptomer, når hun skal uden for hjemmet, når hun skal til møde med sagsbehandler og til undersøgelse og behandling. Hun bliver stresset, irritabel, får tankemylder, bliver søvnløs, får negative tanker i forhold til omgivelserne, bliver anspændt, føler sig ikke forstået og tænker, om det der skal forgå er en form for tortur.”
Han skriver i øvrigt, at “symptomerne er ikke mindsket over årene, men mere fastlåste og reelt forværret.”
Og: “Tilstanden gør, at hun ikke kan indgå i interpersonelle relationer på almindelige vilkår, idet der skal tages udvidede hensyn til hendes skrøbelige tilstand.”
Han slår endvidere fast, at revalideringsmæssige tiltag vil give tilbagefald i tilstanden. Altså: Gøre ondt værre i stedet for bedre.
Det er kontraindikation. Ja, hvis dét ikke er kontraindikation. Hvad er så?
Ankestyrelsen stod stejlt på, at bostøtte ikke er et revalideringsmæssigt tiltag, men i Vestre Landsret i Viborg bekræfter psykiateren, at det er forslaget om bostøtte, han helt konkret forholder sig til.
Det var ikke psykiateren, dommeren lyttede til. Og skal man tro dommen: Lyttede ikke overhovedet.
Dommeren lægger alene 3 bogstaver til grund i dommen, som er afgivet af et anonymt skrivebordspanel - Retslægerådet
Bogstaverne n, e og j.
Ingen uddybning. Bare nej.
Dommen nævner i begrundelsen også et notat, som Ankestyrelsen rekvirerede fra Aalborg Kommune, som siger, at der er relativt gode erfaringer med bostøtte i forhold til angstlidelser.
Ingen statistik følger med. Udtalelsen er lige så banal, som den her fremgår: “Om det går godt? Ja, det går relativt godt”.
Sikke et bevis.
Det var Aalborg Kommune selv, der mente, at eneste tiltag, der var behov for, var at udrede mulighederne med bostøtte ved at spørge psykiateren i efteråret 2012.
Så er det ejendommeligt, at de fuldkommen vrager hans ord - hælder dem lodret ned ad brættet i 2012 - og får landsretten med sig i 2017.
Den vurdering, som Aalborg Kommune betragtede som eneste nødvendige udredning før der skulle tages stilling til pension.
Det skal bemærkes, at Aalborg Kommune først får idéen om bostøtte i 2012 efter 7 år med borgeren i kontanthjælpssystemet. Hverken i Aalborg eller i Aarhus Kommune havde skiftende sagsbehandlere i 7 år haft den idé, at borgeren var i målgruppen for bostøtte.
Det bliver først præsenteret som en idé, da hun søger om førtidspension.
Hvad er det for en retstilstand, hvor man giver et fjernt skrivebordspanel af en indflydelse af den rang?
Et paradoks er, at Retslægerådet også blev bedt om at vurdere, om psykiateren havde lavet fejl i sit arbejde. Det mente rådet ikke. Også her var svaret: Nej.
Hvor er dommerens helhedssyn på helbredsoplysninger - er det dét, man må kalde juridisk dovenskab?
Eller justitsmord? På 3 bogstaver.
torsdag den 29. juni 2017
mandag den 9. november 2015
Nordjyske Stiftstidendes omtale af "Rikke-dommen": Som et lavineskred, der blev advaret imod på forhånd
Ankestyrelsen har valgt at appellere den afgørelse, som byretten i Aalborg traf 26. oktober 2015 og som gav “Rikke” medhold. Det er ikke første gang, at byretten giver medhold til en borger. Det er sket i flere tilfælde, men fælles for de senere års sager er, at sagerne er sluttet ved byretten. Også selv om præmisserne minder om “Rikke-sagen”. Hvad er forskellen?
Én ting har været til forskel fra “Rikke-sagen” og til Københavnerdommen fra marts i år og i øvrigt også en lignende byretsdom fra 2014: “Rikke-sagens” afgørelse fik omgående mediedækning.
Det er ikke sket med hverken “Rikkes” gode vilje eller accept, som ligger ud over de almindelige spilleregler, man er nødt til at acceptere.
Lad os beskrive forløbet i medierne.
“Rikke-sagen” blev taget op af Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion i foråret 2015. På det tidspunkt var retsprocessen i gang. Den kunne have levet sit helt eget, usynlige liv. Det var således for offentlighedens skyld, at “Rikke” valgte at stå frem med sin historie. Den skulle hjælpe til at sætte fokus på den kynisme, systemet udviser over for syge borgere.
Den retslige proces kunne ellers have kørt temmelig upåvirket af, om der var mediedækning eller ej.
Men Nordjyske Stiftstidendes graverjournalister bliver gjort opmærksom på sagen, inddrages og skriver om den. Her har de formelt set ret til at forfølge sagen, som de vil. Har man først én gang inviteret pressen, fanger bordet. Sådan er spillereglerne.
Men da afgørelsen nærmer sig, ville “Rikke” og hendes nærmeste gerne sende en appel til Nordjyskes graverredaktion, som dækker området. Eller rettere sagt sige en bøn.
“Rikke” og hendes nærmeste udtrykker til Nordjyskes graverjournalist, at man er rædselsslagne for, at afgørelsen offentliggøres i den fire uger lange betænkningstid, som Ankestyrelsen får til at overveje en appel. Det blev begrundet med, at familien frygtede, at omtale af dommen kunne fremprovokere en ballade i offentligheden, som igen kunne fremprovokere en retslig appel fra det offentlige med deres uanede ressourcer til at ville knuse borgere, der går imod.
Bemærk, at Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion udelukkende har kendskab til sagen og til datoer for retsmøder og afgørelser, fordi “Rikke” selv har orienteret journalisterne om disse data. Nordjyske Stiftstidende har fået en historie. Der er “nothing in it” for “Rikke”, men hun har altid været optaget af andre menneskers retfærdighed.
Men på trods af “Rikkes” udtrykkelige ønske om at vente med at omtale afgørelsen til 23. november - efter betænkningstiden udløb, valgte Nordjyske Stiftstidende graverjournalister at trodse “Rikkes” bævende frygt og hendes families frygt. Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion ville “behandle det som enhver anden historie”. Dommen skulle omtales. Omgående.
Der er mange relationer mellem journalister og deres kilder, hvor kilder forhåndsorienterer journalister om detaljer, som helst ikke må offentliggøres. Og journalisterne har kun oplysningerne fra én kilde. Det kan skyldes mange ting. En forretningsmand kan udtrykke en frygt, der handler om konkurrencehensyn. En fodboldtræner kan frygte for, at modstanderen vil udnytte oplysninger taktisk. Det er i disse situationer, at journalister er etisk forpligtet til at tage kildens frygt alvorligt og i øvrigt respektere, at det er kilden selv, der har tilvejebragt alle de oplysninger, som journalisterne overhovedet har.
Gør man ikke det, så tager man hele armen, selv om man kun har fået rakt en lillefinger. Det er uetisk. Graverredaktionen har udnyttet venligheden og meddelsomheden til at tage friheder, som røg på forsiden.
Omtalen af “Rikke-dommen” var både omfangsrig og bombastisk. Det gik som en løbeild. Først blev den bragt i et af landets største regionale dagblade. Nyheden blev citeret af Avisen.dk og Dagbladet Information. Der var masser af virak i både det politiske liv og på sociale medier. Tæt på Ankestyrelsen på Slotsholmen sidder en ansvarlig beskæftigelsesminister, som fik spørgsmål stillet i udsigt af et folketingsmedlem på baggrund af dommen.
“Rikke-dommen” fik et liv i offentligheden, som de forrige domme ikke fik. Og blev ligefrem betegnet som en bombe under systemet.
Så er det egentlig ikke sært, at systemet går til modangreb. Selv om der ikke kan bevises en direkte sammenhæng mellem medieomtalen og Ankestyrelsens appel.
Nordjyske Stiftstidende graverjournalister har for sidste gang nogensinde modtaget oplysninger direkte fra familien.
Én ting har været til forskel fra “Rikke-sagen” og til Københavnerdommen fra marts i år og i øvrigt også en lignende byretsdom fra 2014: “Rikke-sagens” afgørelse fik omgående mediedækning.
Det er ikke sket med hverken “Rikkes” gode vilje eller accept, som ligger ud over de almindelige spilleregler, man er nødt til at acceptere.
Lad os beskrive forløbet i medierne.
“Rikke-sagen” blev taget op af Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion i foråret 2015. På det tidspunkt var retsprocessen i gang. Den kunne have levet sit helt eget, usynlige liv. Det var således for offentlighedens skyld, at “Rikke” valgte at stå frem med sin historie. Den skulle hjælpe til at sætte fokus på den kynisme, systemet udviser over for syge borgere.
Den retslige proces kunne ellers have kørt temmelig upåvirket af, om der var mediedækning eller ej.
Men Nordjyske Stiftstidendes graverjournalister bliver gjort opmærksom på sagen, inddrages og skriver om den. Her har de formelt set ret til at forfølge sagen, som de vil. Har man først én gang inviteret pressen, fanger bordet. Sådan er spillereglerne.
Men da afgørelsen nærmer sig, ville “Rikke” og hendes nærmeste gerne sende en appel til Nordjyskes graverredaktion, som dækker området. Eller rettere sagt sige en bøn.
“Rikke” og hendes nærmeste udtrykker til Nordjyskes graverjournalist, at man er rædselsslagne for, at afgørelsen offentliggøres i den fire uger lange betænkningstid, som Ankestyrelsen får til at overveje en appel. Det blev begrundet med, at familien frygtede, at omtale af dommen kunne fremprovokere en ballade i offentligheden, som igen kunne fremprovokere en retslig appel fra det offentlige med deres uanede ressourcer til at ville knuse borgere, der går imod.
Bemærk, at Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion udelukkende har kendskab til sagen og til datoer for retsmøder og afgørelser, fordi “Rikke” selv har orienteret journalisterne om disse data. Nordjyske Stiftstidende har fået en historie. Der er “nothing in it” for “Rikke”, men hun har altid været optaget af andre menneskers retfærdighed.
Men på trods af “Rikkes” udtrykkelige ønske om at vente med at omtale afgørelsen til 23. november - efter betænkningstiden udløb, valgte Nordjyske Stiftstidende graverjournalister at trodse “Rikkes” bævende frygt og hendes families frygt. Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion ville “behandle det som enhver anden historie”. Dommen skulle omtales. Omgående.
Der er mange relationer mellem journalister og deres kilder, hvor kilder forhåndsorienterer journalister om detaljer, som helst ikke må offentliggøres. Og journalisterne har kun oplysningerne fra én kilde. Det kan skyldes mange ting. En forretningsmand kan udtrykke en frygt, der handler om konkurrencehensyn. En fodboldtræner kan frygte for, at modstanderen vil udnytte oplysninger taktisk. Det er i disse situationer, at journalister er etisk forpligtet til at tage kildens frygt alvorligt og i øvrigt respektere, at det er kilden selv, der har tilvejebragt alle de oplysninger, som journalisterne overhovedet har.
Gør man ikke det, så tager man hele armen, selv om man kun har fået rakt en lillefinger. Det er uetisk. Graverredaktionen har udnyttet venligheden og meddelsomheden til at tage friheder, som røg på forsiden.
Omtalen af “Rikke-dommen” var både omfangsrig og bombastisk. Det gik som en løbeild. Først blev den bragt i et af landets største regionale dagblade. Nyheden blev citeret af Avisen.dk og Dagbladet Information. Der var masser af virak i både det politiske liv og på sociale medier. Tæt på Ankestyrelsen på Slotsholmen sidder en ansvarlig beskæftigelsesminister, som fik spørgsmål stillet i udsigt af et folketingsmedlem på baggrund af dommen.
“Rikke-dommen” fik et liv i offentligheden, som de forrige domme ikke fik. Og blev ligefrem betegnet som en bombe under systemet.
Så er det egentlig ikke sært, at systemet går til modangreb. Selv om der ikke kan bevises en direkte sammenhæng mellem medieomtalen og Ankestyrelsens appel.
Nordjyske Stiftstidende graverjournalister har for sidste gang nogensinde modtaget oplysninger direkte fra familien.
torsdag den 5. november 2015
Hvad vejleder en principafgørelse overhovedet om? (hvis den ikke får lov at vejlede)
"Rikke" pegede på en ganske bestemt principafgørelse fra Ankestyrelsen, da hun klagede over afslag på førtidspension i februar 2013. Beskæftigelsesankenævnet affejede bare henvisningen. Hvad i alverden vejleder en såkaldt vejledende principafgørelse så om?
Det er 2006, og Ankestyrelsen traf en principafgørelse i en sag om en 48-årig irakisk mand, som led af varig PTSD på grund af tortur. Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet erklærede, at det var formålsløst at gøre forsøg på arbejdsprøvning, da ansøgeren var uden arbejdsevne, og det lagde Ankestyrelsen vægt på samt vægt på, at borgeren var sygdomsplaget og vægt på at revalideringsforløbet havde varet længe.
Afgørelsen har nummer P-13-06 og kan læses her.
Den principafgørelse henviste "Rikke" til, da "Rikke" i februar 2013 formulerede en klage over kommunens afgørelse.
Kunne næsten ikke ligne mere
Det var såre logisk: I "Rikkes" sag, som også var et forløb á mange år, var der ligeledes tale om, at speciallægeekspertisen havde talt tydeligt: "Rikke" ville aldrig opnå nogen arbejdsevne. Ikke nok med det: Aalborg Kommune bad også om en psykiatrisk belysning af, om det gav mening at arbejde videre med en støtteperson. Det afviste psykiateren i erklæringen. Og det gentog han tydeligt 28. september 2015 i byretten i Aalborg, hvor retten havde tvangsindkaldt en modvillig psykiater til at aflægge vidnesbyrd.
I klageøjeblikket i februar 2013 blev "Rikkes" klage også sendt til beskæftigelsesudvalgets medlemmer. Så alle relevante politikere var varslet om sagen. Alligevel valgte socialrådmand Mai-Britt Iversen at videresende klagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Her er beskæftigelsesankenævnets svar på "Rikkes" brug af Ankestyrelsens gældende principsag fra 2006, som fremgik af afgørelsen af 31. maj 2013:
Det er dybt forstemmende for retssikkerheden, at en så afgørende myndighed som Beskæftigelsesankenævnet kan være sådan en argumentation bekendt.
Nævnet anførte, at afgørelsen ikke kunne have vejledende betydning i "Rikkes" sag, fordi "Rikke" ikke havde udtømt alle støttemuligheder.
Det havde den 48-årige iraker altså heller ikke. Til gengæld udtalte den lægefaglige ekspertise, at eksperimenterne måtte slutte. Ankestyrelsen anerkendte, at det var formålsløst, når speciallægeerklæringen sagde, som den gjorde.
Også dét passer på "Rikkes" sag. Aalborg Kommune fik selv "nej!" fra den psykiater, som skulle tage stilling til støttemuligheden.
Hvad er Ankestyrelsens principafgørelser?
Der tale om afgørelser, der fortæller myndigheder, hvilke principper de skal rette sig efter i sagers behandling.
Ankebehandling findes på to niveauer: Første niveau er almindelig ankebehandling, som Beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne foretog før sommeren 2013. Efter sommeren 2013 overgik første ankebehandling centralt til Ankestyrelsen.
Både før og efter sommeren 2013 har Ankestyrelsen været anden ankemulighed. Den, som de færreste borgere får lov til at bruge. Hvis man som borger kan godtgøre, at der er et principielt spørgsmål i sagen, som kan give et svar, der kan vejlede alle myndigheder generelt, så optager Ankestyrelsen en såkaldt principsag.
Men er hvad det overhovedet værd?
Støttegruppen hører rigtig mange rygter om, at kommuner og ankeinstanser ser ganske flot hen over disse principafgørelser, når der henvises til dem. Borgere, der henviser til en principafgørelse, der passer på deres sag, affejes med dårlige argumenter eller bare postulater.
Og det kan lade sig gøre, fordi vejen til yderligere klagebehandling er temmelig besværlig. Dels oplever borgerne Ombudsmanden som meget lidt brugbar. Dels er det af flere grunde temmelig svært for borgere at rejse en sag ved domstolene.
Til gengæld viser retspraksis, at domstolene ser med anderledes nøgterne øjne. Det er der eksempel på i marts i år ved Byretten i København.
Og igen i byrettens afgørelse i "Rikke-sagen".
Offentlige myndigheders vranglære
Retspraksis tegner altså et nøgternt spejlbillede af den faktiske lovgivning på området. Anderledes foregår det i det administrative system.
Det gentages som evindeligt mantra i myndighedssektoren, at lægelige oplysninger ikke er nok. Praktiske muligheder skal afprøves. Og det skal de også i mange tilfælde - afprøve mulighederne. Men at affeje nogle helt umisforståelige speciallægeudtalelser, fordi lægeudtalelser ikke kan stå alene, er vranglære - en vildfarelse i det administrative system af myndigheder og afgørelsestræffere, som florerer, fordi politikere, kommuner og styrelser gentager mantraet for hinanden.
Hvis vranglæren var sand, ville det betyde, at adskillige borgere kunne tilfangetages i en såkaldt catch 22, hvor man er uden chance for at bevise, at man er berettiget til førtidspension, fordi man er for syg til at medvirke i tiltag. Og det er lige netop, hvad mange borgere er: Fanget ulovligt i den fælde.
Massivt retsgrundlag tilbageviser vranglæren
Myndighederne glemmer dog helt, hvad retskilderne rent faktisk siger.
Én retskilde er for eksempel Ankestyrelsens principafgørelse nummer P-13-06, som vi startede med at beskrive og som "Rikke" anvendte i sin klage over kommunen.
En anden retskilde er for eksempel den gældende ministervejledning, Socialministeriets vejledning nr. 54 af 31/8 2007.
I § 75 står der:
Og endelig er der retskilder som forskellige afgørelser ved domstole, som tegner et klart billede af domspraksis, der kun blev klarere med både københavnerdommen og "Rikke-dommen", som begge er fra i år.
Hvis alle nævnte rettesnore alligevel ikke betyder noget, hvorfor eksisterer de så overhovedet?
Det er 2006, og Ankestyrelsen traf en principafgørelse i en sag om en 48-årig irakisk mand, som led af varig PTSD på grund af tortur. Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet erklærede, at det var formålsløst at gøre forsøg på arbejdsprøvning, da ansøgeren var uden arbejdsevne, og det lagde Ankestyrelsen vægt på samt vægt på, at borgeren var sygdomsplaget og vægt på at revalideringsforløbet havde varet længe.
Afgørelsen har nummer P-13-06 og kan læses her.
Den principafgørelse henviste "Rikke" til, da "Rikke" i februar 2013 formulerede en klage over kommunens afgørelse.
Kunne næsten ikke ligne mere
Det var såre logisk: I "Rikkes" sag, som også var et forløb á mange år, var der ligeledes tale om, at speciallægeekspertisen havde talt tydeligt: "Rikke" ville aldrig opnå nogen arbejdsevne. Ikke nok med det: Aalborg Kommune bad også om en psykiatrisk belysning af, om det gav mening at arbejde videre med en støtteperson. Det afviste psykiateren i erklæringen. Og det gentog han tydeligt 28. september 2015 i byretten i Aalborg, hvor retten havde tvangsindkaldt en modvillig psykiater til at aflægge vidnesbyrd.
I klageøjeblikket i februar 2013 blev "Rikkes" klage også sendt til beskæftigelsesudvalgets medlemmer. Så alle relevante politikere var varslet om sagen. Alligevel valgte socialrådmand Mai-Britt Iversen at videresende klagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Her er beskæftigelsesankenævnets svar på "Rikkes" brug af Ankestyrelsens gældende principsag fra 2006, som fremgik af afgørelsen af 31. maj 2013:
Det er dybt forstemmende for retssikkerheden, at en så afgørende myndighed som Beskæftigelsesankenævnet kan være sådan en argumentation bekendt.
Nævnet anførte, at afgørelsen ikke kunne have vejledende betydning i "Rikkes" sag, fordi "Rikke" ikke havde udtømt alle støttemuligheder.
Det havde den 48-årige iraker altså heller ikke. Til gengæld udtalte den lægefaglige ekspertise, at eksperimenterne måtte slutte. Ankestyrelsen anerkendte, at det var formålsløst, når speciallægeerklæringen sagde, som den gjorde.
Også dét passer på "Rikkes" sag. Aalborg Kommune fik selv "nej!" fra den psykiater, som skulle tage stilling til støttemuligheden.
Hvad er Ankestyrelsens principafgørelser?
Der tale om afgørelser, der fortæller myndigheder, hvilke principper de skal rette sig efter i sagers behandling.
Ankebehandling findes på to niveauer: Første niveau er almindelig ankebehandling, som Beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne foretog før sommeren 2013. Efter sommeren 2013 overgik første ankebehandling centralt til Ankestyrelsen.
Både før og efter sommeren 2013 har Ankestyrelsen været anden ankemulighed. Den, som de færreste borgere får lov til at bruge. Hvis man som borger kan godtgøre, at der er et principielt spørgsmål i sagen, som kan give et svar, der kan vejlede alle myndigheder generelt, så optager Ankestyrelsen en såkaldt principsag.
Men er hvad det overhovedet værd?
Støttegruppen hører rigtig mange rygter om, at kommuner og ankeinstanser ser ganske flot hen over disse principafgørelser, når der henvises til dem. Borgere, der henviser til en principafgørelse, der passer på deres sag, affejes med dårlige argumenter eller bare postulater.
Og det kan lade sig gøre, fordi vejen til yderligere klagebehandling er temmelig besværlig. Dels oplever borgerne Ombudsmanden som meget lidt brugbar. Dels er det af flere grunde temmelig svært for borgere at rejse en sag ved domstolene.
Til gengæld viser retspraksis, at domstolene ser med anderledes nøgterne øjne. Det er der eksempel på i marts i år ved Byretten i København.
Og igen i byrettens afgørelse i "Rikke-sagen".
Offentlige myndigheders vranglære
Retspraksis tegner altså et nøgternt spejlbillede af den faktiske lovgivning på området. Anderledes foregår det i det administrative system.
Det gentages som evindeligt mantra i myndighedssektoren, at lægelige oplysninger ikke er nok. Praktiske muligheder skal afprøves. Og det skal de også i mange tilfælde - afprøve mulighederne. Men at affeje nogle helt umisforståelige speciallægeudtalelser, fordi lægeudtalelser ikke kan stå alene, er vranglære - en vildfarelse i det administrative system af myndigheder og afgørelsestræffere, som florerer, fordi politikere, kommuner og styrelser gentager mantraet for hinanden.
Hvis vranglæren var sand, ville det betyde, at adskillige borgere kunne tilfangetages i en såkaldt catch 22, hvor man er uden chance for at bevise, at man er berettiget til førtidspension, fordi man er for syg til at medvirke i tiltag. Og det er lige netop, hvad mange borgere er: Fanget ulovligt i den fælde.
Massivt retsgrundlag tilbageviser vranglæren
Myndighederne glemmer dog helt, hvad retskilderne rent faktisk siger.
Én retskilde er for eksempel Ankestyrelsens principafgørelse nummer P-13-06, som vi startede med at beskrive og som "Rikke" anvendte i sin klage over kommunen.
En anden retskilde er for eksempel den gældende ministervejledning, Socialministeriets vejledning nr. 54 af 31/8 2007.
I § 75 står der:
En helbredsvurdering alene kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens nedsættelse. Det drejer typisk sig om tilfælde, hvor det ud fra de helbredsmæssige oplysninger er klart, at erhvervsevnen er nedsat til en ubetydelighed, og at der ikke er nogen mulighed for at forbedre den. I et sådant tilfælde kan der altså tilkendes højeste førtidspension uden nærmere arbejdsprøvning eller lignende.Altså en klar afvisning af vranglæren om, at helbredsvurderinger ikke kan stå alene.
Og endelig er der retskilder som forskellige afgørelser ved domstole, som tegner et klart billede af domspraksis, der kun blev klarere med både københavnerdommen og "Rikke-dommen", som begge er fra i år.
Hvis alle nævnte rettesnore alligevel ikke betyder noget, hvorfor eksisterer de så overhovedet?
onsdag den 30. september 2015
Retssagen: Det er et nåleøje at opnå en omstødelse
Første akt udspillede sig i retssagen om “Rikkes” førtidspension, da hovedforhandlingen 28. september fandt sted i Retten i Aalborg og hvor Ankestyrelsen var den stævnede modpart. Parterne har talt. Retten skal nu træffe beslutning.
Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede i 2013 Aalborg Kommunes afslag på førtidspension, men da Beskæftigelsesankenævnet i 2013 holdt op med at eksistere, har Ankestyrelsen arvet afgørelsen, og styrelsen sendte Kammeradvokaten i byen for at forsvare det nedlagte nævns afgørelse.
“Rikkes” advokat Marianne Fruensgaard slog selv fast i sin procedure, at det er et spinkelt nåleøje at få domstolen til at omstøde en myndighedsafgørelse. Med henvisning til tidligere domme om førtidspension slog hun fast, at det kun er med et sikkert og veldokumenteret grundlag for førtidspension, at man som borger kan få domstolen til at ændre et afslag om førtidspension til tilkendelse. Ikke ved at pege på sjusk eller fodfejl i myndighedens behandling.
Det kunne hendes modpart i retssagen, Kammeradvokaten, ikke være uenig i. Men så ophørte enigheden i retssalen også. Marianne Fruensgaard slog på tromme for, at der er i “Rikkes” sag er to speciallæger, som er enige om, at “Rikke” ingen vej har tilbage til arbejdsmarkedet.
Psykiateren fra Aalborg Psykiatriske Sygehus, som i 2012 udarbejdede den endelige speciallægeerklæring på kommunens bestilling, bekræftede også under retsmødet fra vidneskranken, at han mente det, han skrev. Psykiateren tilkendegav også, at Aalborg Kommunes lægekonsulent havde fejlfortolket hans ord om, at “Rikkes” arbejdsmarkedsprognose er usikker.
Ifølge psykiateren er det slet ikke usikkert, fastslog han over for retten. Det er ikke spor realistisk, at en støttepædagog kan gøre den nødvendige forskel, som både kommunen og Beskæftigelsesankenævnet har peget på.
Kammeradvokaten fastholdt dog, at Beskæftigelsesankenævnet havde truffet en faglig korrekt afgørelse, som retten ikke kunne beklikke, mens Marianne Fruensgaard pegede på, at nævnet havde modsagt speciallægernes ord uden selv at bruge lægefaglig ekspertise til afgørelsen.
Der afsiges dom i sagen sidst i oktober.
Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede i 2013 Aalborg Kommunes afslag på førtidspension, men da Beskæftigelsesankenævnet i 2013 holdt op med at eksistere, har Ankestyrelsen arvet afgørelsen, og styrelsen sendte Kammeradvokaten i byen for at forsvare det nedlagte nævns afgørelse.
“Rikkes” advokat Marianne Fruensgaard slog selv fast i sin procedure, at det er et spinkelt nåleøje at få domstolen til at omstøde en myndighedsafgørelse. Med henvisning til tidligere domme om førtidspension slog hun fast, at det kun er med et sikkert og veldokumenteret grundlag for førtidspension, at man som borger kan få domstolen til at ændre et afslag om førtidspension til tilkendelse. Ikke ved at pege på sjusk eller fodfejl i myndighedens behandling.
Det kunne hendes modpart i retssagen, Kammeradvokaten, ikke være uenig i. Men så ophørte enigheden i retssalen også. Marianne Fruensgaard slog på tromme for, at der er i “Rikkes” sag er to speciallæger, som er enige om, at “Rikke” ingen vej har tilbage til arbejdsmarkedet.
Psykiateren fra Aalborg Psykiatriske Sygehus, som i 2012 udarbejdede den endelige speciallægeerklæring på kommunens bestilling, bekræftede også under retsmødet fra vidneskranken, at han mente det, han skrev. Psykiateren tilkendegav også, at Aalborg Kommunes lægekonsulent havde fejlfortolket hans ord om, at “Rikkes” arbejdsmarkedsprognose er usikker.
Ifølge psykiateren er det slet ikke usikkert, fastslog han over for retten. Det er ikke spor realistisk, at en støttepædagog kan gøre den nødvendige forskel, som både kommunen og Beskæftigelsesankenævnet har peget på.
Kammeradvokaten fastholdt dog, at Beskæftigelsesankenævnet havde truffet en faglig korrekt afgørelse, som retten ikke kunne beklikke, mens Marianne Fruensgaard pegede på, at nævnet havde modsagt speciallægernes ord uden selv at bruge lægefaglig ekspertise til afgørelsen.
Der afsiges dom i sagen sidst i oktober.
lørdag den 6. juni 2015
Dagens indlæg i Nordjyske: Granaten sprang i egen lejr
Politiske sten fra papirtyndt glashus: Flere lokalpolitikere anede jo slet ikke, hvad de talte om, da de 31. maj 2015 medvirkede til at angribe Nordjyske Stiftstidende, som har afdækket dele af "Rikke-sagen" i en artikelserie. Støttegruppen sendte dette modsvar, som Nordjyske Stiftstidende bringer i dag, søndag 7. juni 2015.
En hel fællesfront på tværs af partier rykkede 31. maj ud i avisens debatsider. Hele Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg fra Ø til V med rådmanden i spidsen bragte en forsvarstale med flotte postulater om, hvorfor Aalborg Kommune har ret i den “Rikke-sag”, som NORDJYSKE har beskrevet i en afslørende artikelserie.
Nu skulle fællesfronten knuse avisens kritik mod kommunen med et generalangreb på historiens troværdighed. En granat, som skulle vise sig at detonere i egen lejr.
Udvalgets hovedargument var, at to ankeinstanser har gennemgået sagen. Derfor skulle det være dårlig journalistik, at eksperter kritiserer Aalborg Kommune, selv om ingen har kunnet pege på, hvad der er forkert i artiklerne.
Støttegruppen “Rikke-sagen”, som på sin hjemmeside dokumenterer sagen, kontaktede samme søndag nogle udvalgsmedlemmer for at spørge, hvad de overhovedet ved om de afgørelser, som de henviser til, når de aggressivt angriber avisen for at tilbageholde fakta og lave uhæderlig journalistik.
Vi spurgte Per Clausen (Ø), Daniel Nyboe Andersen (R), Lasse Frimand Jensen (S) og Anne Honoré Østergaard (V). Alle blev spurgt om, hvad Ankestyrelsen overhovedet har svaret i ”Rikke-sagen”, og de blev spurgt til, om de kender Beskæftigelsesankenævnets objektivt konstaterede fejl.
Ingen! af disse fire medlemmer kunne i telefonen svare på disse spørgsmål. Lasse Frimand Jensen svarede, at Ankestyrelsen havde givet kommunen medhold. Daniel Nyboe Andersen oplyste, at hans viden om sagen i forbindelse med læserbrevet kom fra rådmanden og en forvaltningsdirektør. Han sagde, at alting hører op, hvis man ikke kan stole på det, de oplyser.
Lad os bare sige én ting: Ophøret er i fuld gang!
For her er den dokumenterede sandhed om Ankestyrelsens “medhold”, som udvalget bruger som våben. Ankestyrelsen meddelte 6. december 2013, at Ankestyrelsen ikke ville behandle klagesagen, da den ikke var principiel. Ankestyrelsen har helt enkelt og overhovedet ikke taget stilling til indholdet i den konkrete afgørelse. Ingen af parterne, heller ikke Aalborg Kommune, har fået noget, der ligner skyggen af medhold fra Ankestyrelsen.
Og her er sandheden om Beskæftigelsesankenævnets afgørelse 31. maj 2013. Nævnet fulgte ikke bare Aalborg Kommune og tilsidesatte en lægeafvisning totalt uden at søge egen lægefaglig indsigt. Nævnet forkludrede også selve lovgrundlaget og anvendte et, som slet ikke kunne gælde i sagen. Kammeradvokaten har endda anerkendt lovfejlen.
Så meget havde ankenævnet altså styr på sagen, I medunderskrivere!
Og så lidt havde I medunderskrivere tilsyneladende styr på jeres eget angreb på avisen og angrebet på “Rikke”, som i mere end to år er kørt fuldkommen fast på grund af en kommune, som fra start ignorerede alle advarsler om det, som Henning Jørgensen 26 måneder senere kaldte ”en meget alvorlig sag”.
Udvalget anklager NORDJYSKE for at udelade fakta, men de fortæller ikke engang selv, hvad ankeinstansernes svar bestod af. Nemlig det faktum, at “Rikke” slet ikke har fået en lovlig ankeafgørelse af nogen.
At politikere går ud med argumenter, som de overhovedet ikke har indsigt i, er så pinligt, at man må bruge et brækjern for at rykke de krumme tæer på plads.
Granaten detonerede i fællesfrontens egen lejr, men pyt med det. Udvalget vedtager da bare, at kommunen stadig er ren. Der Rat hat immer Recht.
Det er simpelthen ikke retsdemokrati, hvor politikere søger den objektive retfærdighed og tager kontrolansvar alvorligt, når man sådan kan fange fire fuldkommen blanke medløber-politikere over telefonen.
Al tågesnak om instansernes hierarki skal kun kaste røgslør over, at kommunen selv har ansvar og masser af handlemuligheder til disposition. Oven i købet protesterer kommunen selv og nægter at følge Ankestyrelsen, når en afgørelse går kommunen imod. Det viste den nylige sag om kærestepenge jo.
Så det er ikke andet end magtfuldkommenhed, hvor man klamrer sig til juridiske halmstrå og udnytter ethvert smuthul for at vige uden om ansvaret. Skødesløshed med menneskers liv. Læg dertil, at politikerne bruger deres autoritet på at forsvare det med ækelt spin. Hvor er det ulækkert.
En hel fællesfront på tværs af partier rykkede 31. maj ud i avisens debatsider. Hele Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg fra Ø til V med rådmanden i spidsen bragte en forsvarstale med flotte postulater om, hvorfor Aalborg Kommune har ret i den “Rikke-sag”, som NORDJYSKE har beskrevet i en afslørende artikelserie.
Nu skulle fællesfronten knuse avisens kritik mod kommunen med et generalangreb på historiens troværdighed. En granat, som skulle vise sig at detonere i egen lejr.
Udvalgets hovedargument var, at to ankeinstanser har gennemgået sagen. Derfor skulle det være dårlig journalistik, at eksperter kritiserer Aalborg Kommune, selv om ingen har kunnet pege på, hvad der er forkert i artiklerne.
Støttegruppen “Rikke-sagen”, som på sin hjemmeside dokumenterer sagen, kontaktede samme søndag nogle udvalgsmedlemmer for at spørge, hvad de overhovedet ved om de afgørelser, som de henviser til, når de aggressivt angriber avisen for at tilbageholde fakta og lave uhæderlig journalistik.
Vi spurgte Per Clausen (Ø), Daniel Nyboe Andersen (R), Lasse Frimand Jensen (S) og Anne Honoré Østergaard (V). Alle blev spurgt om, hvad Ankestyrelsen overhovedet har svaret i ”Rikke-sagen”, og de blev spurgt til, om de kender Beskæftigelsesankenævnets objektivt konstaterede fejl.
Ingen! af disse fire medlemmer kunne i telefonen svare på disse spørgsmål. Lasse Frimand Jensen svarede, at Ankestyrelsen havde givet kommunen medhold. Daniel Nyboe Andersen oplyste, at hans viden om sagen i forbindelse med læserbrevet kom fra rådmanden og en forvaltningsdirektør. Han sagde, at alting hører op, hvis man ikke kan stole på det, de oplyser.
Lad os bare sige én ting: Ophøret er i fuld gang!
For her er den dokumenterede sandhed om Ankestyrelsens “medhold”, som udvalget bruger som våben. Ankestyrelsen meddelte 6. december 2013, at Ankestyrelsen ikke ville behandle klagesagen, da den ikke var principiel. Ankestyrelsen har helt enkelt og overhovedet ikke taget stilling til indholdet i den konkrete afgørelse. Ingen af parterne, heller ikke Aalborg Kommune, har fået noget, der ligner skyggen af medhold fra Ankestyrelsen.
Og her er sandheden om Beskæftigelsesankenævnets afgørelse 31. maj 2013. Nævnet fulgte ikke bare Aalborg Kommune og tilsidesatte en lægeafvisning totalt uden at søge egen lægefaglig indsigt. Nævnet forkludrede også selve lovgrundlaget og anvendte et, som slet ikke kunne gælde i sagen. Kammeradvokaten har endda anerkendt lovfejlen.
Så meget havde ankenævnet altså styr på sagen, I medunderskrivere!
Og så lidt havde I medunderskrivere tilsyneladende styr på jeres eget angreb på avisen og angrebet på “Rikke”, som i mere end to år er kørt fuldkommen fast på grund af en kommune, som fra start ignorerede alle advarsler om det, som Henning Jørgensen 26 måneder senere kaldte ”en meget alvorlig sag”.
Udvalget anklager NORDJYSKE for at udelade fakta, men de fortæller ikke engang selv, hvad ankeinstansernes svar bestod af. Nemlig det faktum, at “Rikke” slet ikke har fået en lovlig ankeafgørelse af nogen.
At politikere går ud med argumenter, som de overhovedet ikke har indsigt i, er så pinligt, at man må bruge et brækjern for at rykke de krumme tæer på plads.
Granaten detonerede i fællesfrontens egen lejr, men pyt med det. Udvalget vedtager da bare, at kommunen stadig er ren. Der Rat hat immer Recht.
Det er simpelthen ikke retsdemokrati, hvor politikere søger den objektive retfærdighed og tager kontrolansvar alvorligt, når man sådan kan fange fire fuldkommen blanke medløber-politikere over telefonen.
Al tågesnak om instansernes hierarki skal kun kaste røgslør over, at kommunen selv har ansvar og masser af handlemuligheder til disposition. Oven i købet protesterer kommunen selv og nægter at følge Ankestyrelsen, når en afgørelse går kommunen imod. Det viste den nylige sag om kærestepenge jo.
Så det er ikke andet end magtfuldkommenhed, hvor man klamrer sig til juridiske halmstrå og udnytter ethvert smuthul for at vige uden om ansvaret. Skødesløshed med menneskers liv. Læg dertil, at politikerne bruger deres autoritet på at forsvare det med ækelt spin. Hvor er det ulækkert.
søndag den 31. maj 2015
Pinligt: Byrødder afsløret i eklatant uvidenhed om "Rikkes" ankesag.
Beskæftigelsesudvalget retter i dag et skarpt angreb på Nordjyske Stiftstidendes dækning af "Rikke-sagen". Støttegruppen afslører dog samme dag, at flere udvalgsmedlemmer intet vidste om de afgørelser, som de henviser til i læserbrevet mod avisen.
I dag, søndag den 31. maj 2015, har hele Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg indrykket et firespaltet langt læserbrev i Nordjyske Stiftstidende, hvor al avisens kritik af “Rikke-sagen” bliver affejet med et hovedargument:
En stikprøvemæssig rundspørge i dag, som Støttegruppen “Rikke-sagen” selv har foretaget telefonisk blandt udvalgets menige medlemmer, viser nu, at udvalgets medlemmer sandsynligvis intet aner om de ankeafgørelser, som de selv lægger til grund som hovedargument i læserbrevet.
Et læserbrev, som ikke bare forsvarer Aalborg Kommunes dispositioner, men som også går direkte til angreb på Nordjyske Stiftstidendes dækning af sagen for at være dårlig journalistik.
Støttegruppen “Rikke-sagen” har i dag stillet de samme to spørgsmål til et udpluk af udvalgets medlemmer, som tilfældigvis var at træffe over telefon.
Der blev stillet to spørgsmål til hver politiker. Spørgsmålene var de samme:
De adspurgte, menige udvalgsmedlemmer var Per Clausen, Enhedslisten, Danel Nyboe Andersen, Radikale, Lasse Frimand Jensen, Socialdemokraterne samt Anne Honoré Østergaard, Venstre. Mariann Nørgaard, Venstre, var ikke tilgængelig før redaktionens afslutning. Alle har i dag lagt navn til det uhørte angreb på Nordjyske Stiftstidendes hæderlighed, som Beskæftigelsesudvalget har rettet.
Per Clausen (Ø) svarede, at han ikke kunne svare på hverken spørgsmål 1 eller spørgsmål 2. Per Clausen dumper testen.
Daniel Nyboe Andersen (R) kunne heller ikke svare på spørgsmålene. Han begrundede det med, at læserbrevet er skrevet for længe siden og han ikke kan huske hver enkelt sag. Han forklarede, at han valgte at skrive under på læserbrevet, efter at rådmanden og en direktør i forvaltningen havde fremstillet sagen således, at to ankeinstanser skulle have godkendt Aalborg Kommunes afgørelse. Daniel Nyboe Andersen dumper testen.
Lasse Frimand Jensen (S) svarede på spørgsmål ét: Hans svar var, at Aalborg Kommune fik medhold af Ankestyrelsen 6. december 2013. Til spørgsmål to insisterede han på, at han ikke havde flere kommentarer. Han ville hverken be- eller afkræfte, om han kendte svaret eller ej. Lasse Frimand Jensen dumper testen. Med pil nedad. Svar på spørgsmål 1 var forkert!
Anne Honoré Østergaard (V) kunne ikke svare på nogen af spørgsmålene. Hun bad om at få spørgsmålene stillet per e-mail. Anne Honoré Østergaard dumper testen.
Udvalgsmedlemmerne er ikke i stand til at stå på mål for deres eget hovedargument, som de bruger til at angribe Nordjyske Stiftstidende med. Det er virkelig morsomt, for i læserbrevet angriber de selv avisen for at udelade nødvendige oplysninger. Noget, politikerne ikke engang har belæg for at påstå.
Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg lagde særligt til grund for kommunens pletfrihed i læserbrevet, at to instanser har sagt god for kommunen. Men Ankestyrelsen har ikke sagt god for noget som helst! Og de adspurgte udvalgsmedlemmer anede slet ikke, at Beskæftigelsesankenævnets afgørelse var grundliggende fejlbehæftet, hvorfor den skal rejses for en domstol.
Det er utroligt surrealistisk at opleve, at politikere går ud med argumenter og aggressiv kritik mod en avis, og så viser det sig, at de intet aner om de afgørelser, som de selv læner sig opad og bruger som rygdækning.
I Støttegruppen finder vi det højst uhørt, at politikere overhovedet ikke er i stand til at stå på mål for deres egne argumenter i et læserbrev. Er vi de eneste, der synes, at det her er så pinligt, at man skal bruge et brækjern for at rette tæerne ud igen?
I dag, søndag den 31. maj 2015, har hele Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg indrykket et firespaltet langt læserbrev i Nordjyske Stiftstidende, hvor al avisens kritik af “Rikke-sagen” bliver affejet med et hovedargument:
Der er to ankeinstanser, som har godkendt Aalborg Kommunes gøren og laden. Der er intet at komme efter.
En stikprøvemæssig rundspørge i dag, som Støttegruppen “Rikke-sagen” selv har foretaget telefonisk blandt udvalgets menige medlemmer, viser nu, at udvalgets medlemmer sandsynligvis intet aner om de ankeafgørelser, som de selv lægger til grund som hovedargument i læserbrevet.
Et læserbrev, som ikke bare forsvarer Aalborg Kommunes dispositioner, men som også går direkte til angreb på Nordjyske Stiftstidendes dækning af sagen for at være dårlig journalistik.
Støttegruppen “Rikke-sagen” har i dag stillet de samme to spørgsmål til et udpluk af udvalgets medlemmer, som tilfældigvis var at træffe over telefon.
Der blev stillet to spørgsmål til hver politiker. Spørgsmålene var de samme:
Spørgsmål 1: "I læserbrevet affejer I Sten Bønsings og Henning Jørgensens kritik med, at to ankeinstanser har godkendt Aalborg Kommune, men ved du hvilket svar som Ankestyrelsen overhovedet gav 3. december 2013?"
Spørgsmål 2: "Beskæftigelsesankenævnet begik en alvorlig juridisk fodfejl i sin afgørelse af 31. maj 2013, og den fejl har Kammeradvokaten endda anerkendt. Hvilken juridisk fodfejl var der tale om?
De adspurgte, menige udvalgsmedlemmer var Per Clausen, Enhedslisten, Danel Nyboe Andersen, Radikale, Lasse Frimand Jensen, Socialdemokraterne samt Anne Honoré Østergaard, Venstre. Mariann Nørgaard, Venstre, var ikke tilgængelig før redaktionens afslutning. Alle har i dag lagt navn til det uhørte angreb på Nordjyske Stiftstidendes hæderlighed, som Beskæftigelsesudvalget har rettet.
Per Clausen (Ø) svarede, at han ikke kunne svare på hverken spørgsmål 1 eller spørgsmål 2. Per Clausen dumper testen.
Daniel Nyboe Andersen (R) kunne heller ikke svare på spørgsmålene. Han begrundede det med, at læserbrevet er skrevet for længe siden og han ikke kan huske hver enkelt sag. Han forklarede, at han valgte at skrive under på læserbrevet, efter at rådmanden og en direktør i forvaltningen havde fremstillet sagen således, at to ankeinstanser skulle have godkendt Aalborg Kommunes afgørelse. Daniel Nyboe Andersen dumper testen.
Lasse Frimand Jensen (S) svarede på spørgsmål ét: Hans svar var, at Aalborg Kommune fik medhold af Ankestyrelsen 6. december 2013. Til spørgsmål to insisterede han på, at han ikke havde flere kommentarer. Han ville hverken be- eller afkræfte, om han kendte svaret eller ej. Lasse Frimand Jensen dumper testen. Med pil nedad. Svar på spørgsmål 1 var forkert!
Anne Honoré Østergaard (V) kunne ikke svare på nogen af spørgsmålene. Hun bad om at få spørgsmålene stillet per e-mail. Anne Honoré Østergaard dumper testen.
Her er så de to korrekte svar, som ingen af de fire udvalgsmedlemmer kendte:
Fakta nummer 1: Ankestyrelsens svar af 6. december 2013 på “Rikkes” klage: Ankestyrelsen vil ikke behandle sagen. Ankestyrelsen har altså ikke givet noget som helst medhold til Aalborg Kommune. På samme måde har Højesteret altså heller ikke stadfæstet de sager, som Højesteret ikke har taget op efter Landsretten.
Fakta nummer 2: Beskæftigelsesankenævnet forkludrede lovgrundlaget og anvendte et skærpet, reformeret lovgrundlag, som slet ikke gjaldt i “Rikke-sagen”. Bortset fra at alle kan se fejlen med det blotte øje. så har Kammeradvokaten også anerkendt det over for “Rikkes” advokat, så der er ingen tvivl om, at Beskæftigelsesankenævnets afgørelse var ulovlig.
Konklusion: Udvalgets medlemmer havde ingen som helst indsigt i de forhold, de skrev under på med læserbrevet i dagens avis.
Udvalgsmedlemmerne er ikke i stand til at stå på mål for deres eget hovedargument, som de bruger til at angribe Nordjyske Stiftstidende med. Det er virkelig morsomt, for i læserbrevet angriber de selv avisen for at udelade nødvendige oplysninger. Noget, politikerne ikke engang har belæg for at påstå.
Aalborg Kommunes beskæftigelsesudvalg lagde særligt til grund for kommunens pletfrihed i læserbrevet, at to instanser har sagt god for kommunen. Men Ankestyrelsen har ikke sagt god for noget som helst! Og de adspurgte udvalgsmedlemmer anede slet ikke, at Beskæftigelsesankenævnets afgørelse var grundliggende fejlbehæftet, hvorfor den skal rejses for en domstol.
Det er utroligt surrealistisk at opleve, at politikere går ud med argumenter og aggressiv kritik mod en avis, og så viser det sig, at de intet aner om de afgørelser, som de selv læner sig opad og bruger som rygdækning.
I Støttegruppen finder vi det højst uhørt, at politikere overhovedet ikke er i stand til at stå på mål for deres egne argumenter i et læserbrev. Er vi de eneste, der synes, at det her er så pinligt, at man skal bruge et brækjern for at rette tæerne ud igen?
fredag den 29. maj 2015
Mystisk, forsinket svar fra Aalborg Kommune
Avisen fik én begrundelse på "Rikkes" vegne. "Rikke" selv har fået et helt andet svar. Nyt brev rejser alvorlig tvivl om Aalborg Kommunes holdning til spørgsmålet.
Har Aalborg Kommune givet dokumentationen til Nordjyske Stiftstidendes journalister eller har kommunen ikke? Forvirringen breder sig med en henvendelse, sendt 28. maj.
Da Aalborg Kommune i starten af maj gav et nyt afslag på at forklare sig, så sendte "Rikke" sit spørgsmål på ny og bad om at få svar.
I mellemtiden skete der noget banebrydende. Nordjyske Stiftstidendes journalister Lars Teilmann og Caspar Birk, som har fulgt forvaltningsskandalen tæt i en række af artikler, fik i mellemtiden udleveret en stribe dokumenter med gule overstregninger, som blev vist frem i avisen 10. maj.
Lektor i forvaltningsret Sten Bønsing, som 3. maj skosede kommunen for ikke at have givet en begrundelse, mente, at de gule overstregninger var det, som kommunen skyldte som svar. Begrundelsespligten var overholdt efter 26 måneders skjul fra kommunens side.
Men "Rikke" ventede stadig på at få svar på sin henvendelse af 3. maj 2015, og Aalborg Kommune meldte tilbage, at svaret var forsinket.
Se, det er i sig selv temmelig mystisk, for på omtrent samme tidspunkt, hvor "Rikke" genfremsatte sit spørgsmål om, hvad der dokumenterede, at et støtteforløb kunne hjælpe hende mod arbejdsmarkedet, så sendte Aalborg Kommune et svar til de to journalister, som "Rikke" havde givet fuldmagt.
Det var det, der førte til, at arbejdsmarkedsprofessor Henning Jørgensen kaldte "Rikke-sagen" for en "meget alvorlig sag" i Nordjyske Stiftstidende 10. maj 2015.
Hvis Aalborg Kommune virkelig står ved, at papirerne med gule overstregninger er det, der udgør den savnede dokumentation, så er det mystisk, at Aalborg Kommune ikke bare sender en kopi til "Rikke". Det har Aalborg Kommune ikke gjort.
Så hvad har Aalborg Kommune brugt 16 hele hverdage til? Svarfristen i henhold til Offentlighedsloven er syv dage, og Aalborg Kommune har ikke begrundet konkret, hvorfor tidsfristen er overskredet. Det eneste, der gives som begrundelse er, at det ikke har været muligt.
Og det svar, som "Rikke" modtog 29. maj og som er dateret dagen før, indeholder slet ikke de henvisninger, som Nordjyske Stiftstidende modtog i dagene op til avisudgivelsen 10. maj.
I stedet sendte sekretariatsleder Lars Zøylner en udenomssnak, der ligner alle de andre udenomssnakke, som "Rikke" i tidernes løb har fået, og hvor der inddrages en masse aspekter, som "Rikke" slet ikke har spurgt til. Her er brevet:
Lige nu fremstår det altså meget mystisk, om Aalborg Kommune betragter dokumenterne med de famøse, gule overstregninger som et svar, eller om Aalborg Kommune fortsat nægter at svare på brandulovlig vis.
Støttegruppen "Rikke-sagen" har forfattet en ny henvendelse, som fredag 29. maj er blevet sendt til sekretariatsleder Lars Zøylner:
Har Aalborg Kommune givet dokumentationen til Nordjyske Stiftstidendes journalister eller har kommunen ikke? Forvirringen breder sig med en henvendelse, sendt 28. maj.
Da Aalborg Kommune i starten af maj gav et nyt afslag på at forklare sig, så sendte "Rikke" sit spørgsmål på ny og bad om at få svar.
I mellemtiden skete der noget banebrydende. Nordjyske Stiftstidendes journalister Lars Teilmann og Caspar Birk, som har fulgt forvaltningsskandalen tæt i en række af artikler, fik i mellemtiden udleveret en stribe dokumenter med gule overstregninger, som blev vist frem i avisen 10. maj.
Lektor i forvaltningsret Sten Bønsing, som 3. maj skosede kommunen for ikke at have givet en begrundelse, mente, at de gule overstregninger var det, som kommunen skyldte som svar. Begrundelsespligten var overholdt efter 26 måneders skjul fra kommunens side.
Men "Rikke" ventede stadig på at få svar på sin henvendelse af 3. maj 2015, og Aalborg Kommune meldte tilbage, at svaret var forsinket.
Se, det er i sig selv temmelig mystisk, for på omtrent samme tidspunkt, hvor "Rikke" genfremsatte sit spørgsmål om, hvad der dokumenterede, at et støtteforløb kunne hjælpe hende mod arbejdsmarkedet, så sendte Aalborg Kommune et svar til de to journalister, som "Rikke" havde givet fuldmagt.
Det var det, der førte til, at arbejdsmarkedsprofessor Henning Jørgensen kaldte "Rikke-sagen" for en "meget alvorlig sag" i Nordjyske Stiftstidende 10. maj 2015.
Hvis Aalborg Kommune virkelig står ved, at papirerne med gule overstregninger er det, der udgør den savnede dokumentation, så er det mystisk, at Aalborg Kommune ikke bare sender en kopi til "Rikke". Det har Aalborg Kommune ikke gjort.
Så hvad har Aalborg Kommune brugt 16 hele hverdage til? Svarfristen i henhold til Offentlighedsloven er syv dage, og Aalborg Kommune har ikke begrundet konkret, hvorfor tidsfristen er overskredet. Det eneste, der gives som begrundelse er, at det ikke har været muligt.
Og det svar, som "Rikke" modtog 29. maj og som er dateret dagen før, indeholder slet ikke de henvisninger, som Nordjyske Stiftstidende modtog i dagene op til avisudgivelsen 10. maj.
I stedet sendte sekretariatsleder Lars Zøylner en udenomssnak, der ligner alle de andre udenomssnakke, som "Rikke" i tidernes løb har fået, og hvor der inddrages en masse aspekter, som "Rikke" slet ikke har spurgt til. Her er brevet:
Lige nu fremstår det altså meget mystisk, om Aalborg Kommune betragter dokumenterne med de famøse, gule overstregninger som et svar, eller om Aalborg Kommune fortsat nægter at svare på brandulovlig vis.
Støttegruppen "Rikke-sagen" har forfattet en ny henvendelse, som fredag 29. maj er blevet sendt til sekretariatsleder Lars Zøylner:
tirsdag den 12. maj 2015
Socialdemokrat kritiserer Nordjyskes dækning
Uden at fortælle, at det er en partisoldat, kommer en læser til orde i Nordjyske Stiftstidende og vender tommelfingeren nedad for afdækningen af "Rikke-sagen".
Hver dag giver Nordjyske Stiftstidende ordet til en deltager fra et kritikerpanel i avisens side 2. Mandag den 11. maj gav avisen ordet til en Helle Christensen, som faldt over søndagens hudfletning af kommunens håndtering i "Rikke-sagen". Helle Christensen skoser artiklen med ordene:
De to eksperter, som optræder i artiklen har fået forelagt de sagsakter, som Aalborg Kommune har udleveret. Den ene ekspert forholder sig til, om begrundelsespligten er overholdt med det udleverede materiale. Den anden forholder sig til, om de overstregede passager udgør den dokumentation, som Aalborg Kommune hævder.
Eksperterne forholder sig ikke til andet end kommunens egne papirer.
I den forbindelse vælger rådmand Mai-Britt Iversen så ikke at medvirke. Eller rettere sagt: To dage før artiklen udkommer, går rådmanden ud på egen Facebook-profil og spiller fornærmet over Nordjyskes dækning. På sin Facebook-profil fordrejer hun nogle fakta ved at give forkert indtryk af, at sagen er stadfæstet af to instanser, og hun forsøger fejlagtigt at give indtryk af, at "Rikke" har fået svar på sit spørgsmål, selv om det ikke var sket.
Mai-Britt Iversen fik tilbud om genmæle af avisen. Til gengæld blokerede hun samme fredag et medlem af "Rikkes" støttegruppe fra sin Facebook-profil, fordi han i en enkelt linje konstaterede, at rådmanden selv har brudt loven tre gange. Fakta der er fuldt belæg for. Så rådmanden var ikke selv interesseret i dobbeltsidet fremstilling.
Vi savner dog en side af historien, men det er den anden side af mandagens læserkritik.
Det oplyses ikke i spalten, at Helle Christensen er socialdemokratisk politiker, formand for socialdemokraternes ungdomsorganisation DUI Leg & Virke og dermed mere tæt på rådmand Mai-Britt Iversen, end de fleste. Rådmanden, som selv spiller en helt central rolle i den forvaltningsskandale, som Nordjyske Stiftstidende ruller ud.
Hver dag giver Nordjyske Stiftstidende ordet til en deltager fra et kritikerpanel i avisens side 2. Mandag den 11. maj gav avisen ordet til en Helle Christensen, som faldt over søndagens hudfletning af kommunens håndtering i "Rikke-sagen". Helle Christensen skoser artiklen med ordene:
Jeg må vende tomlen ned til artiklen om ”gul dokumentation”, også kaldet sagen om ”Rikke”. Som læser er det svært at forholde sig til enkeltsager. Der vil altid være to sider af en sådan sag. Men vi kan som læsere kun læse om den ene side af sagen. Jeg finder emnet helt relevant, nemlig om det er blevet for svært at få en førtidspension. Men mener, at NORDJYSKE skal belyse den problemstilling fra alle mulige forskellige vinkler. Det vil være relevant for mig som læser. Men det vigtige emne drukner i, om man er for eller imod kommunen.Vi har meget svært ved at dele kritikken, for der er netop fremstillet to sider af sagen i den artikel, som Nordjyske Stiftstidende bragte 10. maj. Det er en meget enkel og ligetil fremstilling, som ikke savner sider.
De to eksperter, som optræder i artiklen har fået forelagt de sagsakter, som Aalborg Kommune har udleveret. Den ene ekspert forholder sig til, om begrundelsespligten er overholdt med det udleverede materiale. Den anden forholder sig til, om de overstregede passager udgør den dokumentation, som Aalborg Kommune hævder.
Eksperterne forholder sig ikke til andet end kommunens egne papirer.
I den forbindelse vælger rådmand Mai-Britt Iversen så ikke at medvirke. Eller rettere sagt: To dage før artiklen udkommer, går rådmanden ud på egen Facebook-profil og spiller fornærmet over Nordjyskes dækning. På sin Facebook-profil fordrejer hun nogle fakta ved at give forkert indtryk af, at sagen er stadfæstet af to instanser, og hun forsøger fejlagtigt at give indtryk af, at "Rikke" har fået svar på sit spørgsmål, selv om det ikke var sket.
Mai-Britt Iversen fik tilbud om genmæle af avisen. Til gengæld blokerede hun samme fredag et medlem af "Rikkes" støttegruppe fra sin Facebook-profil, fordi han i en enkelt linje konstaterede, at rådmanden selv har brudt loven tre gange. Fakta der er fuldt belæg for. Så rådmanden var ikke selv interesseret i dobbeltsidet fremstilling.
Vi savner dog en side af historien, men det er den anden side af mandagens læserkritik.
Det oplyses ikke i spalten, at Helle Christensen er socialdemokratisk politiker, formand for socialdemokraternes ungdomsorganisation DUI Leg & Virke og dermed mere tæt på rådmand Mai-Britt Iversen, end de fleste. Rådmanden, som selv spiller en helt central rolle i den forvaltningsskandale, som Nordjyske Stiftstidende ruller ud.
søndag den 10. maj 2015
Det her er Aalborg Kommunes virkelige forbrydelse
At sætte kikkerten for det blinde øje er en talemåde, der betyder, at man undgår at se kendsgerninger i øjnene, som er uønskede eller ubekvemme. Det er Aalborg Kommunes virkelige velfærdsforbrydelse mod stærkt socialangste "Rikke", som fik frataget alt. Juridisk svært at angribe - men åbenlyst moralsk forkasteligt.
Talemåden stammer fra slaget om København i 1801, hvor britiske søstyrker terrorbombede København med ild. Da en underadmiral bad admiralen Lord Nelson om at stoppe angrebet, fordi København var i knæ og omsluttet af flammehav, så valgte den arrogante hærleder at sætte kikkerten for sit ene øje, som var blindt.
Han konstaterede ifølge overleveringen, at han ikke kunne se noget og beordrede, at angrebet skulle fortsætte.
Sådan har Aalborg Kommune behandlet "Rikke". Ét spørgsmål er det strengt juridiske spørgsmål. Et andet er det rent moralske. Sagsbehandlingen har moralsk set været skamløs og med kikkerten bevidst for det blinde øje.
Aalborg Kommune bad selv i 2012 en psykiater om at vurdere, om "Rikke" kunne drage nytte af at blive tilknyttet en bostøtte. Intet som helst i psykiaterens vurdering bakker Aalborg Kommune op.
Her har Aalborg Kommune nødvendigvis godtaget psykiaterens speciallægeerklæring som et fyldestgørende svar. Ellers havde Aalborg Kommune jo pligt til at reagere. Og Aalborg Kommune har ikke reageret. Aalborg Kommune har ikke rejst tvivl om, hvorvidt psykiateren 15. oktober 2012 besvarede Aalborg Kommunes spørgsmål om bostøtte. Sådan valgte kommunen bare at fortolke psykiaterens ord.
Så her satte Aalborg Kommune kikkerten bevidst for det blinde øje for ikke at få noget at vide, som Aalborg Kommune ikke ville vide.
For i stedet for at kontrollere en ekstra gang, hvad psykiateren mente om bostøtte og "Rikkes" muligheder, så gjorde Aalborg Kommune ingenting og fortsatte med at kræve af "Rikke", at hun skulle have afslag på førtidspension og bostøtte i stedet for.
Det fortsætter, da "Rikke" i november 2013 får klippet hul i selve sikkerhedsnettet og får frataget sin kontanthjælp for bestandig.
Psykiateren havde udpenslet, at "Rikke" oplever opfølgningssamtalerne som tortur. Daværende jobcenterchef, nuværende forvaltningschef Arne Lund Kristensen blev opfordret til at vende tilbage til psykiateren for at få det konkretiseret og slået fast.
Arne Lund Kristensen lavede en "Lord Nelson" og satte kikkerten for det blinde øje. Han ville slet ikke vide af, hvad psykiateren mente.
Psykiaterens erklæring er jo ikke en fortidsnedfældning, som teologer kan sidde og fortolke svævende med deres kendskab til oldgræsk. Speciallægeerklæringen er skrevet for ganske nylig af en nulevende læge, som man kan kontakte og konsultere. Alligevel valgte Aalborg Kommune at sidde og fortolke den, som Syvendedagsadventister fortolker Paulus' breve. Helt galt og ram fordi psykiaterens budskab.
Eller med kikkerten for det blinde øje.
Aalborg Kommune har været bedøvende ligeglad med, hvad kommunens krav og sanktioner havde af konsekvenser for "Rikke". Aalborg Kommune har med sin "Lord Nelson-kikkert" for det blinde øje demonstreret en fuldkommen ligegyldighed over for borgerens velfærd.
Det passer overhovedet ikke, at Aalborg Kommune har gjort hvad kommunen kunne for at hjælpe borgeren mest muligt inden for rammerne af lovgivning og "Rikkes" helbredsstatus. Aalborg Kommune har gjort alt for at pansre sig juridisk mod alt, der stod i vejen for kommunens egne dispositioner.
Vi ved, at rigtig mange borgere frygter at gøre vrøvl i deres sager, fordi de frygter, at kommunen skal jage dem som vilde hunde. "Rikke" og hendes familie har råbt op og ikke fundet sig i mangelfulde begrundelser og andre former for svigt. Er det derfor, "Rikke" skulle straffes?
Djævelen ligger i detaljen, siger en anden talemåde, og således har Aalborg Kommune ikke gjort sig spor umage med at hjælpe borgeren. Aalborg Kommune har gjort sig umage med at rulle "Rikke" helt nede i mudderet og ignoreret enhver oplysning, der ikke passede Aalborg Kommune.
Aalborg Kommune har ikke vist nogen som helst skrupler ved at ville ødelægge "Rikkes" sidste rest af tilværelse.
lørdag den 9. maj 2015
Professor til Nordjyske Stiftstidende: Det er ikke dokumentation
"En dybt alvorlig sag", siger professor i arbejdsmarkedsforhold til Nordjyske Stiftstidende søndag om den påståede dokumentation i "Rikke-sagen". Han anbefaler en kammeratlig samtale med kommunens embedsmænd.
Professor og arbejdsmarkedsekspert Henning Jørgensen har set de sagsakter, som Nordjyske Stiftstidende har fået udleveret på "Rikkes" vegne, og hans dom over for avisen søndag den 10. maj 2015 er ikke til at misforstå.
Han kalder kommunens argumentation for "selvbefrugtende". Det vil sige: Kommunen bringer kun sine egne vurderinger.
- Den eneste dokumentation, der ligger i sagen, er fra lægerne. De siger helt entydigt, at hun IKKE vil få arbejdsevne, bemærker han over for avisen.
Han mener, at afsløringen bør få konsekvenser.
- Forvaltningen kan ikke skaffe dokumentationen, og derfor må rådmanden indkalde til kammeratlig samtale internt i forvaltningen. Det her er ikke en ordentlig sagsbehandling, siger han blandt andet til Nordjyske Stiftstidende.
- Det er ikke mit område, siger han blandt andet til Nordjyske Stiftstidende.
Han konstaterer, at begrundelsespligten i det mindste er overholdt nu. Han bemærker også, at begrundelsen er kommunens egen vurdering og at Aalborg Kommune har lov til at foretage en egenvurdering.
Det tog også "kun" 26 måneder for Aalborg Kommune at diske op med en begrundelse.
Mai-Britt Iversen, som fredag den 8. maj valgte at kommentere hele affæren på sin egen Facebook-profil, har ikke ret i, at Ankestyrelsen har givet Aalborg Kommune medhold. Ankestyrelsen har helt enkelt afslået af optage sagen og træffe en principafgørelse, og dermed har Ankestyrelsen slet ikke truffet afgørelse.
En klagesag blev behandlet i 2013 af Beskæftigelsesankenævnet ved Statsforvaltningen Nordjylland. Nævnet gjorde som Aalborg Kommune og tilsidesatte de lægelige oplysninger og gav Aalborg Kommune medhold, men på ulovligt grundlag, da afgørelsens lovgrundlag var forkert.
Beskæftigelsesankenævnet sjuskede med, at kommunen optog sagen, mens pensionsloven fra 2003 var gældende. Nævnet traf ulovligt afgørelse efter 2013-loven, og dermed har en lovlig ankesag ikke været gennemført.
Professor og arbejdsmarkedsekspert Henning Jørgensen har set de sagsakter, som Nordjyske Stiftstidende har fået udleveret på "Rikkes" vegne, og hans dom over for avisen søndag den 10. maj 2015 er ikke til at misforstå.
Han kalder kommunens argumentation for "selvbefrugtende". Det vil sige: Kommunen bringer kun sine egne vurderinger.
- Den eneste dokumentation, der ligger i sagen, er fra lægerne. De siger helt entydigt, at hun IKKE vil få arbejdsevne, bemærker han over for avisen.
Han mener, at afsløringen bør få konsekvenser.
- Forvaltningen kan ikke skaffe dokumentationen, og derfor må rådmanden indkalde til kammeratlig samtale internt i forvaltningen. Det her er ikke en ordentlig sagsbehandling, siger han blandt andet til Nordjyske Stiftstidende.
Begrundelsespligten er overholdt nu
Lektor i forvaltningret, Sten Bønsing skosede søndag den 3. april Aalborg Kommune for ikke at overholde begrundelsespligten. I den nye artikel vil han slet ikke forholde sig til, om den udleverede dokumentation holder.- Det er ikke mit område, siger han blandt andet til Nordjyske Stiftstidende.
Han konstaterer, at begrundelsespligten i det mindste er overholdt nu. Han bemærker også, at begrundelsen er kommunens egen vurdering og at Aalborg Kommune har lov til at foretage en egenvurdering.
Det tog også "kun" 26 måneder for Aalborg Kommune at diske op med en begrundelse.
Rådmanden kommenterer kun på Facebook
Familie- og beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen har ikke ønsket at kommentere Nordjyske Stiftstidendes artikel. Hun henviser til, at Ankestyrelsen har givet Aalborg Kommune medhold.Mai-Britt Iversen, som fredag den 8. maj valgte at kommentere hele affæren på sin egen Facebook-profil, har ikke ret i, at Ankestyrelsen har givet Aalborg Kommune medhold. Ankestyrelsen har helt enkelt afslået af optage sagen og træffe en principafgørelse, og dermed har Ankestyrelsen slet ikke truffet afgørelse.
En klagesag blev behandlet i 2013 af Beskæftigelsesankenævnet ved Statsforvaltningen Nordjylland. Nævnet gjorde som Aalborg Kommune og tilsidesatte de lægelige oplysninger og gav Aalborg Kommune medhold, men på ulovligt grundlag, da afgørelsens lovgrundlag var forkert.
Beskæftigelsesankenævnet sjuskede med, at kommunen optog sagen, mens pensionsloven fra 2003 var gældende. Nævnet traf ulovligt afgørelse efter 2013-loven, og dermed har en lovlig ankesag ikke været gennemført.
Efter 26 måneders dåseskjul: Her er kommunens 10 "beviser"
Journalister fra Nordjyske Stiftstidende har med fuldmagt bedt om aktindsigt i, hvad der dokumenterer, at "Rikke" kan blive arbejdsduelig af at få bostøtte. Kommunen svarer nu efter 26 måneders sjofling af begrundelsespligten.
Søndag den 3. maj skrev Nordjyske Stiftstidende, at Aalborg Kommune også havde nægtet journalisterne Lars Teilmann og Caspar Birk et svar på, hvad der dokumenterer, at "Rikke" kan blive hjulpet mod arbejdsmarkedet ved at følge kommunens plan.
Det nægtersvar blev forelagt Sten Bønsing, som er ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, og han slog fast, at Aalborg Kommune, som i adskillige tilfælde har nægtet at svare, skylder en begrundelse.
Sikkert derfor modtog Nordjyskes journalister midt på ugen pludselig 40 A4-sider, som skulle give svar på spørgsmålet, og Nordjyskes journalister har videresendt sagsakterne til Rikke.
Det, der skulle udgøre beviserne, er så overstreget med gul tusch. Det er sket i 10 tilfælde.
Selv om det i Aalborg Kommunes afgørelse af 5. februar 2013 fremgår, at det er jævnfør ressourceprofilen, at kommunen ser sit bevis, så er der lavet henvisninger til 10 passager, hvoraf kun de 5 er taget ud af ressourceprofiler.
Ud af de passager, der er taget ud af ressourceprofilen, er de 4 passager fundet i den forrige sags ressourceprofil, som blev anvendt i den ansøgning som førte til afslag 9. august 2012. Det første af to afslag.
Det er meget påfaldende, at der henvises til den forrige ansøgnings ressourceprofil, da der i mellemtiden mellem de to ressourceprofiler er blevet udarbejdet en hel speciallægeerklæring fra Aalborg Psykiatriske Sygehus (af 15. oktober 2012), som lige netop blev bestilt for at belyse udviklingsmuligheden for bostøtte. 4 ud af 5 passager stammer altså fra tiden før, at spørgsmålet overhovedet var ekspertbelyst!
Kommunen postulerer her, at fordi "Rikke" har forsøgt at deltage i kurser med sin kæreste, så vil hun kunne profitere af bostøtte. Det er udelukkende kommunens egen vurdering, og der henvises ikke til noget som helst bevisgørende belæg. Bemærk, at der i den opdaterede ressourceprofil i forbindelse med den seneste ansøgning, rejses alvorlig tvivl af kommunen selv. Ovenstående passage, som her er vist, modsiger den gamle ressourceprofil og gør det med speciallægeerklæringen som belæg.
Det her er kun kommunens vurdering. Der er ikke angivet noget som helst belæg. Og i den opdaterede ressourceprofil, som blev skrevet efter speciallægeerklæringen, kan kommunen ikke engang selv finde muligheden realistisk. Det er "aktuelt vanskeligt at finde realistisk", står der.
Det bliver beviset ikke bedre af. I øvrigt synes kommunen blot, at det er relevant, at Familiegruppen inddrages, og der henvises til datterens trivsel. Børn har lige godt aldrig hørt hjemme i en arbejdsevnevurdering, og i øvrigt er der intet som helst belæg angivet.
Igen er det alene kommunen, der i den gamle ressourceprofil fra før speciallægeerklæringen postulerer uden belæg, at bostøtte er en udviklingsmulighed. Kommunen vurderer endda selv, at det er vanskeligt.
Her henviser Aalborg Kommune til en forældet arbejdsevnevurdering fra 7. juni 2012, som blev erstattet af en anden vurdering i efteråret 2012. Denne vurdering er altså skrevet, før speciallægeerklæringen af 15. oktober 2012 overhovedet blev udarbejdet. Men det er også underordnet. Passagen er udelukkende et postulat fra forvaltningen, hvor der i ovenstående passager refereres til et kursus, som "Rikke" havde forsøgt at gå på fem år før, altså i 2007 og uden at der skete fremskridt for "Rikkes" deltagerevne.
Denne passage kommer fra et indstillingsbrev, som er sendt 18. december 2012 og som varsler afslaget af 5. februar 2013. Det siger egentlig blot det samme som "Bevis 8". Kommunens helt egne ord, der savner ethvert belæg.
10. og sidste "bevis" er direkte komisk, så find popcornene frem. Det her er en passage fra psykiater Ib Rasmussens speciallægeerklæring fra 15. oktober 2012. Efter afslaget på førtidspension, det første, af 9. august 2012, bad Aalborg Kommune psykiater Ib Rasmussen om at vurdere muligheden for bostøtte. Det bekræfter Ib Rasmussen ved at opsummere henvisningsårsagen her.
Søndag den 3. maj skrev Nordjyske Stiftstidende, at Aalborg Kommune også havde nægtet journalisterne Lars Teilmann og Caspar Birk et svar på, hvad der dokumenterer, at "Rikke" kan blive hjulpet mod arbejdsmarkedet ved at følge kommunens plan.
Det nægtersvar blev forelagt Sten Bønsing, som er ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, og han slog fast, at Aalborg Kommune, som i adskillige tilfælde har nægtet at svare, skylder en begrundelse.
Sikkert derfor modtog Nordjyskes journalister midt på ugen pludselig 40 A4-sider, som skulle give svar på spørgsmålet, og Nordjyskes journalister har videresendt sagsakterne til Rikke.
Det, der skulle udgøre beviserne, er så overstreget med gul tusch. Det er sket i 10 tilfælde.
Selv om det i Aalborg Kommunes afgørelse af 5. februar 2013 fremgår, at det er jævnfør ressourceprofilen, at kommunen ser sit bevis, så er der lavet henvisninger til 10 passager, hvoraf kun de 5 er taget ud af ressourceprofiler.
Ud af de passager, der er taget ud af ressourceprofilen, er de 4 passager fundet i den forrige sags ressourceprofil, som blev anvendt i den ansøgning som førte til afslag 9. august 2012. Det første af to afslag.
Det er meget påfaldende, at der henvises til den forrige ansøgnings ressourceprofil, da der i mellemtiden mellem de to ressourceprofiler er blevet udarbejdet en hel speciallægeerklæring fra Aalborg Psykiatriske Sygehus (af 15. oktober 2012), som lige netop blev bestilt for at belyse udviklingsmuligheden for bostøtte. 4 ud af 5 passager stammer altså fra tiden før, at spørgsmålet overhovedet var ekspertbelyst!
"Bevis 1": Fra den gamle ressourceprofil
"Bevis 2": Fra den gamle ressourceprofil - igen
"Bevis 3": Så kom den opdaterede ressourceprofil endelig i spil
"Bevis 4": Den gamle ressourceprofil - igen igen
"Bevis 5": Den gamle ressourceprofil
Her henviser Aalborg Kommune til en forældet arbejdsevnevurdering fra 7. juni 2012, som blev erstattet af en anden vurdering i efteråret 2012. Denne vurdering er altså skrevet, før speciallægeerklæringen af 15. oktober 2012 overhovedet blev udarbejdet. Men det er også underordnet. Passagen er udelukkende et postulat fra forvaltningen, hvor der i ovenstående passager refereres til et kursus, som "Rikke" havde forsøgt at gå på fem år før, altså i 2007 og uden at der skete fremskridt for "Rikkes" deltagerevne.Midtvejsinformation
Ovenstående fem passager var altså samtlige passager fra ressourceprofilen, som ifølge afslaget af 5. februar 2013 udgjorde dokumentationen. De følgende 5 passager er der slet ikke henvist til i afgørelsen, men er udelukkende "bonusbeviser", leveret af Aalborg Kommune i denne uge:
"Bevis 6": Fra en lægekonsulentvurdering
Her bliver det direkte komisk. Lægekonsulent Elsebeth H. Hansen forsøger overhovedet ikke at bevise noget med den overstregede passage. Hun nævner blot, at kommunen har overvejet af tilbyde støtte. Det er ikke andet end en opsummering af kommunens dispositioner. Har embedsmanden med gul tusch overhovedet anet, hvad der blev streget over her?
"Bevis 7": Samme lægekonsulent fortsat
En lægekonsulent skal loyalt formidle, hvad der er fremkommet af lægelige oplysninger i en sag. Selv om psykiater Ib Rasmussen i sin speciallægeerklæring af 15. oktober 2012 slår det fuldkommen fast, at arbejdsmarkedstilknytning ikke kommer på tale, så rejser lægekonsulenten her en tvivl, som hun overhovedet ikke har belæg for. Den tvivl, lægekonsulenten forsøger at rejse, er der ingen som helst enighed om med de to psykiatriske hovedvurderinger, som kom frem i 2012.
Det er i øvrigt også underordnet i forhold til selve bevisdelen: Den lægekonsulent, som kommunen tydeligvis har betalt for at rejse tvivl, synes at Familiegruppen er relevant og nævner "Rikkes" datter, som aldrig har noget at gøre med en arbejdsevnevurdering.
"Bevis 8": Fra kommunens eget notat
Dette interne notat fra 18. december 2012, som igen forsøger at inddrage familielivet fuldkommen irrelevant i en arbejdsevnevurdering, er igen forvaltningens fuldkommen eget postulat. Der henvises ikke til noget som helst belæg.
"Bevis 9": Fra et indstillingsbrev
"Bevis 10": Her misbruges speciallægen fra Aalborg Psykiatriske Sygehus
10. og sidste "bevis" er direkte komisk, så find popcornene frem. Det her er en passage fra psykiater Ib Rasmussens speciallægeerklæring fra 15. oktober 2012. Efter afslaget på førtidspension, det første, af 9. august 2012, bad Aalborg Kommune psykiater Ib Rasmussen om at vurdere muligheden for bostøtte. Det bekræfter Ib Rasmussen ved at opsummere henvisningsårsagen her.
Ovenstående passage er angivelse af en henvisningsårsag. Det er IKKE nogen som helst lægevurdering. Den lægevurdering følger senere af dokumentet, og påfaldende nok har Aalborg Kommune ikke fundet belæg for sin klonklusion i resten af lægedokumentet, som i øvrigt undsiger Aalborg Kommunes konklusion med fuld styrke.
Vi konkluderer: Ikke skyggen af bevis
Aalborg Kommune kan faktisk kun have stukket en lodret løgn på skrift, da Aalborg Kommune 5. februar 2013 gav "Rikke" afslag på førtidspension. Det indikeres kraftigt af, at det tog 26 måneder og adskillige ulovlige afværgeforsøg, før kommunen gav svar, og det indikeres endnu kraftigere af, at kun Aalborg Kommune selv postulerer det i de passager, som der er blevet angivet som beviser.
Vi behøver ikke at konsultere en professor for at konkludere, at disse passager ikke udgør noget som helst, der kan kaldes for dokumentation i nogen civilisation.
At Aalborg Kommune overhovedet overstreger psykiater Ib Rasmussens passage med gult for at angive det som bevis, tyder alvorligt på pludselig panik med den gule overstregningstusch, da juraekspert Sten Bønsing skældte Aalborg Kommune ud i Nordjyske Stiftstidende 3. maj 2015.
Det virker så panisk og amatøragtigt, at man tvivler på, at pågældende embedsmand har været vågen eller ved sine fulde fem, da den gule tusch blev ført.
fredag den 8. maj 2015
Støttegruppen siger det, rådmanden glemte at skrive
Støttegruppen "Rikke-sagen" bringer her et kommuniké til rådmand Mai-Britt Iversen, som fredag 8. maj har reageret på sin Facebook-profil i forbindelse med Nordjyske Stiftstidendes afdækning af det, der kun kan betegnes som en forvaltningsskandale.
Ikke siden Birthe Rønn Hornbech og Erik Ninn-Hansen har en politisk bagdel været så velfortjent i klaskehøjde, som hun selv kalder det. I klaskehøjde over eklatant forvaltningssvigt.
Familie og Beskæftigelsesrådmand i Aalborg Kommune Mai-Britt Iversen henviser til, at to højere instanser har givet kommunen ret i, at kommunen fulgte loven.
Det er egentlig et rigtig skidt argument. Det svarer til, at alle der ikke har fået fartbøder, skulle være lovlydige bilister, fordi der er fartkontroller på vejene. Der er masser af unoder, som Aalborg Kommune får lov at slippe afsted med, indtil eksperter kan skælde dem ud i avisen.
Lad os bare tage begrundelsespligten. Det tog Aalborg Kommune 26 måneder at finde ud af at overholde den.
26 måneder!
Og mange ubrugelige svar, deriblandt hele tre ubrugelige udenomssvar fra rådmanden, før de kunne overholde begrundelsespligten. Og sikke en begrundelse, der kom. Den vil blive beskrevet i Nordjyske Stiftstidende i den nærmeste fremtid, men arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har allerede fældet dom. Begrundelsen er en skamplet.
Rådmanden har selv siddet og brudt loven direkte tre gange. Hun er snapshottet med fingrene direkte i klemme i kagedåsen.
Sagen har været gennemset af to instanser. Men kun én instans har truffet afgørelse om sagens udfald, og det gjorde Beskæftigelsesankenævnet i 2013.
Nævnet gav Aalborg Kommune medhold, men traf afgørelsen på et forkert lovgrundlag, nemlig på grundlag af reformloven, som slet ikke var gældende, da sagen blev optaget. Det kan have haft altafgørende betydning, da afgørelsen i øvrigt er gennemsyret af reformens mindset og fokus på den nye skæringsalder, 40.
Beskæftigelsesankenævnets fejl betyder jo, at Aalborg Kommune har saglig pligt til at gå ind og påklage misæren og kræve en ommer, som de kunne finde ud af, da en afgørelse fra Ankestyrelsen gik dem selv imod.
Ankestyrelsen har slet ikke sagsbehandlet. Ankestyrelsen har taget stilling til, om der var et principielt indhold i sagen, som kunne danne vejledning. Ankestyrelsen vurderede, at det var en skønssag, som ikke kunne danne vejledning.
Så Ankestyrelsen har slet ikke truffet afgørelse som sådan, kun afgørelse om optagelse af ankesag.
Tilbage står kun én ulovlig afgørelse fra Beskæftigelsesankenævnet. Og tilbage står en forvaltningsskandale med en fuldkommen uempatisk affejning af en udsat borgers behov og 26 måneders nægtelse af en helt elementær rettighed.
Sten Bønsings ord i Nordjyske Stiftstidende søndag den 3. maj kan ikke misforstås. Det er lovbrud på lovbrud på lovbrud.
Det er overhovedet ikke uvæsentligt, om "Rikke" får svar på sit spørgsmål eller ej. Det er et menneskeliv, der står på spil.
For “Rikkes” læge advarer hende mod arbejdsmarkedsrelaterede skridt og beder hende om at passe på sin rest af livskvalitet. Aalborg Kommune, derimod, mener, at den kan "dokumentere", at lægen tager fejl.
Det er grotesk og svarer til, at en ekspert siger, at isen på søen er usikker at gå på, mens kommunen siger ork nej, træd bare ud, vi kan dokumentere, at den holder. Og når man så spørger, hvad der beviser det, så fremviser kommunen ikke ét eneste måleresultat af tykkelse eller bæreevne.
Kommunen siger bare: Det vurderer vi bare. Eller måske "der gik en and på isen". Det er i hvert fald argumenter nede på det niveau.
Mens rådmanden så klamrer sig til juridiske halmstrå, der som tynde, små figenblade kan retfærdiggøre kommunens opførsel, så ejer sagsbehandlingen ingen som helst menneskelig skam i forhold til den meget udsatte borger, som oven i købet blev smidt ud af kontanthjælpen på grund af sin sygdom.
Så mens Mai-Britt Iversen nu vil signalere, at hun vil slås med åben pande, så må vi påpege, at der er en tyk, sort streg i den pande, som hun ikke kan viske ud ved at prøve og ævle sig fra det.
Lad os ridse det meget enkelt og sandt op:
Ikke siden Birthe Rønn Hornbech og Erik Ninn-Hansen har en politisk bagdel været så velfortjent i klaskehøjde, som hun selv kalder det. I klaskehøjde over eklatant forvaltningssvigt.
Familie og Beskæftigelsesrådmand i Aalborg Kommune Mai-Britt Iversen henviser til, at to højere instanser har givet kommunen ret i, at kommunen fulgte loven.
Det er egentlig et rigtig skidt argument. Det svarer til, at alle der ikke har fået fartbøder, skulle være lovlydige bilister, fordi der er fartkontroller på vejene. Der er masser af unoder, som Aalborg Kommune får lov at slippe afsted med, indtil eksperter kan skælde dem ud i avisen.
Lad os bare tage begrundelsespligten. Det tog Aalborg Kommune 26 måneder at finde ud af at overholde den.
26 måneder!
Og mange ubrugelige svar, deriblandt hele tre ubrugelige udenomssvar fra rådmanden, før de kunne overholde begrundelsespligten. Og sikke en begrundelse, der kom. Den vil blive beskrevet i Nordjyske Stiftstidende i den nærmeste fremtid, men arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har allerede fældet dom. Begrundelsen er en skamplet.
Rådmanden har selv siddet og brudt loven direkte tre gange. Hun er snapshottet med fingrene direkte i klemme i kagedåsen.
Sagen har været gennemset af to instanser. Men kun én instans har truffet afgørelse om sagens udfald, og det gjorde Beskæftigelsesankenævnet i 2013.
Nævnet gav Aalborg Kommune medhold, men traf afgørelsen på et forkert lovgrundlag, nemlig på grundlag af reformloven, som slet ikke var gældende, da sagen blev optaget. Det kan have haft altafgørende betydning, da afgørelsen i øvrigt er gennemsyret af reformens mindset og fokus på den nye skæringsalder, 40.
Beskæftigelsesankenævnets fejl betyder jo, at Aalborg Kommune har saglig pligt til at gå ind og påklage misæren og kræve en ommer, som de kunne finde ud af, da en afgørelse fra Ankestyrelsen gik dem selv imod.
Ankestyrelsen har slet ikke sagsbehandlet. Ankestyrelsen har taget stilling til, om der var et principielt indhold i sagen, som kunne danne vejledning. Ankestyrelsen vurderede, at det var en skønssag, som ikke kunne danne vejledning.
Så Ankestyrelsen har slet ikke truffet afgørelse som sådan, kun afgørelse om optagelse af ankesag.
Tilbage står kun én ulovlig afgørelse fra Beskæftigelsesankenævnet. Og tilbage står en forvaltningsskandale med en fuldkommen uempatisk affejning af en udsat borgers behov og 26 måneders nægtelse af en helt elementær rettighed.
Sten Bønsings ord i Nordjyske Stiftstidende søndag den 3. maj kan ikke misforstås. Det er lovbrud på lovbrud på lovbrud.
Det er overhovedet ikke uvæsentligt, om "Rikke" får svar på sit spørgsmål eller ej. Det er et menneskeliv, der står på spil.
For “Rikkes” læge advarer hende mod arbejdsmarkedsrelaterede skridt og beder hende om at passe på sin rest af livskvalitet. Aalborg Kommune, derimod, mener, at den kan "dokumentere", at lægen tager fejl.
Det er grotesk og svarer til, at en ekspert siger, at isen på søen er usikker at gå på, mens kommunen siger ork nej, træd bare ud, vi kan dokumentere, at den holder. Og når man så spørger, hvad der beviser det, så fremviser kommunen ikke ét eneste måleresultat af tykkelse eller bæreevne.
Kommunen siger bare: Det vurderer vi bare. Eller måske "der gik en and på isen". Det er i hvert fald argumenter nede på det niveau.
Mens rådmanden så klamrer sig til juridiske halmstrå, der som tynde, små figenblade kan retfærdiggøre kommunens opførsel, så ejer sagsbehandlingen ingen som helst menneskelig skam i forhold til den meget udsatte borger, som oven i købet blev smidt ud af kontanthjælpen på grund af sin sygdom.
Så mens Mai-Britt Iversen nu vil signalere, at hun vil slås med åben pande, så må vi påpege, at der er en tyk, sort streg i den pande, som hun ikke kan viske ud ved at prøve og ævle sig fra det.
Lad os ridse det meget enkelt og sandt op:
- Der har ikke fundet en lovlig ankesag sted.
- Aalborg Kommune og Mai-Britt Iversen selv har gentagne brudt loven, begrundelsespligten.
tirsdag den 5. maj 2015
Nyt svar fra kommunen: Du kan jo bare klage
En sekretariatsleder siger nu til "Rikke", at hun da bare kan klage. Dermed ved Rikke stadig ikke, hvad der dokumenterer, at hendes arbejdsevne kan bedres ved hjælp af bostøtte.
Der blev sendt en ny henvendelse til Aalborg Kommune 24. april 2015, da jobcenterchef Jesper Dahlgaard i bedste Aalborg Kommune-stil valgte at svare udenom igen, og nu er svaret kommet.
Jesper Dahlgaard, som heller ikke kunne finde ud af at svare på spørgsmålet, har denne gang sendt spørgsmålet videre til sekretariatschef Lars Zøylner. Hans svar imponerer heller ikke.
Lars Zøylner nøjes med at konstatere, at Jesper Dahlgaards svar af 20. april 2015 var fyldestgørende.
Men Jesper Dahlgaard svarede overhovedet ikke på, hvad for en formulering i ressourceprofilen der dokumenterer, at "Rikkes" arbejdsevne kan bedres ved hjælp af bostøtte. Jesper Dahlgaard gav sig blot til at ridse op, hvad for nogle oplysninger, der får Aalborg Kommune til at vurdere, at det ikke kan udelukkes, at "Rikke" kan skubbes i retningen af arbejdsmarkedet.
Aalborg Kommune fortsætter dermed sit ulovlige forehavende. "Rikke" har krav på at vide, hvad Aalborg Kommune mente, da kommunen 5. februar 2013 gav hende afslag på førtidspension, fordi det var "dokumenteret jævnfør ressourceprofilen", at hendes arbejdsevne kunne bedres ved hjælp af bostøtte.
Det slog ekspert i forvaltningsjura Sten Bønsing helt konkret fast i Nordjyske Stiftstidende søndag den 3. maj 2015, hvor avisen tog "Rikke-sagen" op igen.
"Rikke" er helt konkret blevet advaret af sin speciallæge. En speciallæge, som Aalborg Kommune selv bad om en vurdering af bostøtte hos. Alligevel vil Aalborg Kommune have "Rikke" til at trodse sin speciallæges ord. Men uden at ville konkretisere, hvad der dokumenterer effekten.
Sekretariatsleder Lars Zøylner vil nu have "Rikke" til at henvende sig til alle andre end Aalborg Kommune. Ombudsmanden. Tilsynet.
Disse instanser får også besked, men Aalborg Kommune slipper ikke for spørgsmålet, før der er blevet svaret.
Der blev sendt en ny henvendelse til Aalborg Kommune 24. april 2015, da jobcenterchef Jesper Dahlgaard i bedste Aalborg Kommune-stil valgte at svare udenom igen, og nu er svaret kommet.
Jesper Dahlgaard, som heller ikke kunne finde ud af at svare på spørgsmålet, har denne gang sendt spørgsmålet videre til sekretariatschef Lars Zøylner. Hans svar imponerer heller ikke.
Lars Zøylner nøjes med at konstatere, at Jesper Dahlgaards svar af 20. april 2015 var fyldestgørende.
Men Jesper Dahlgaard svarede overhovedet ikke på, hvad for en formulering i ressourceprofilen der dokumenterer, at "Rikkes" arbejdsevne kan bedres ved hjælp af bostøtte. Jesper Dahlgaard gav sig blot til at ridse op, hvad for nogle oplysninger, der får Aalborg Kommune til at vurdere, at det ikke kan udelukkes, at "Rikke" kan skubbes i retningen af arbejdsmarkedet.
Aalborg Kommune fortsætter dermed sit ulovlige forehavende. "Rikke" har krav på at vide, hvad Aalborg Kommune mente, da kommunen 5. februar 2013 gav hende afslag på førtidspension, fordi det var "dokumenteret jævnfør ressourceprofilen", at hendes arbejdsevne kunne bedres ved hjælp af bostøtte.
Det slog ekspert i forvaltningsjura Sten Bønsing helt konkret fast i Nordjyske Stiftstidende søndag den 3. maj 2015, hvor avisen tog "Rikke-sagen" op igen.
"Rikke" er helt konkret blevet advaret af sin speciallæge. En speciallæge, som Aalborg Kommune selv bad om en vurdering af bostøtte hos. Alligevel vil Aalborg Kommune have "Rikke" til at trodse sin speciallæges ord. Men uden at ville konkretisere, hvad der dokumenterer effekten.
Sekretariatsleder Lars Zøylner vil nu have "Rikke" til at henvende sig til alle andre end Aalborg Kommune. Ombudsmanden. Tilsynet.
Disse instanser får også besked, men Aalborg Kommune slipper ikke for spørgsmålet, før der er blevet svaret.
søndag den 3. maj 2015
Juraekspert til Nordjyske: Rikke-afgørelse blev begrundet ulovligt
Aalborg Kommune taget med fingrene i kagedåsen: I dagens udgave af Nordjyske Stiftstidende stempler juraekspert svar til "Rikke" som i strid med loven. Kommunen har begrundelsespligt. Retssikkerheden hænger i laser.
- Hvis man skriver, at det er dokumenteret, så bør man henvise til den dokumentation - jævnfør et bestemt afsnit.
- Det skal være mere præcist end bare jævnfør ressourceprofilen.
Sådan siger Sten Bønsing søndag til Nordjyske Stiftstidende, som har søgt aktindsigt i "Rikkes" sag i Aalborg Kommune.
Læs hele historien i Nordjyske Stiftstidende, søndag den 3. maj, Indsigt-sektionen eller her på web.
- Hvis man skriver, at det er dokumenteret, så bør man henvise til den dokumentation - jævnfør et bestemt afsnit.
- Det skal være mere præcist end bare jævnfør ressourceprofilen.
Sådan siger Sten Bønsing søndag til Nordjyske Stiftstidende, som har søgt aktindsigt i "Rikkes" sag i Aalborg Kommune.
Læs hele historien i Nordjyske Stiftstidende, søndag den 3. maj, Indsigt-sektionen eller her på web.
Abonner på:
Opslag (Atom)