Ankestyrelsen har valgt at appellere den afgørelse, som byretten i Aalborg traf 26. oktober 2015 og som gav “Rikke” medhold. Det er ikke første gang, at byretten giver medhold til en borger. Det er sket i flere tilfælde, men fælles for de senere års sager er, at sagerne er sluttet ved byretten. Også selv om præmisserne minder om “Rikke-sagen”. Hvad er forskellen?
Én ting har været til forskel fra “Rikke-sagen” og til Københavnerdommen fra marts i år og i øvrigt også en lignende byretsdom fra 2014: “Rikke-sagens” afgørelse fik omgående mediedækning.
Det er ikke sket med hverken “Rikkes” gode vilje eller accept, som ligger ud over de almindelige spilleregler, man er nødt til at acceptere.
Lad os beskrive forløbet i medierne.
“Rikke-sagen” blev taget op af Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion i foråret 2015. På det tidspunkt var retsprocessen i gang. Den kunne have levet sit helt eget, usynlige liv. Det var således for offentlighedens skyld, at “Rikke” valgte at stå frem med sin historie. Den skulle hjælpe til at sætte fokus på den kynisme, systemet udviser over for syge borgere.
Den retslige proces kunne ellers have kørt temmelig upåvirket af, om der var mediedækning eller ej.
Men Nordjyske Stiftstidendes graverjournalister bliver gjort opmærksom på sagen, inddrages og skriver om den. Her har de formelt set ret til at forfølge sagen, som de vil. Har man først én gang inviteret pressen, fanger bordet. Sådan er spillereglerne.
Men da afgørelsen nærmer sig, ville “Rikke” og hendes nærmeste gerne sende en appel til Nordjyskes graverredaktion, som dækker området. Eller rettere sagt sige en bøn.
“Rikke” og hendes nærmeste udtrykker til Nordjyskes graverjournalist, at man er rædselsslagne for, at afgørelsen offentliggøres i den fire uger lange betænkningstid, som Ankestyrelsen får til at overveje en appel. Det blev begrundet med, at familien frygtede, at omtale af dommen kunne fremprovokere en ballade i offentligheden, som igen kunne fremprovokere en retslig appel fra det offentlige med deres uanede ressourcer til at ville knuse borgere, der går imod.
Bemærk, at Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion udelukkende har kendskab til sagen og til datoer for retsmøder og afgørelser, fordi “Rikke” selv har orienteret journalisterne om disse data. Nordjyske Stiftstidende har fået en historie. Der er “nothing in it” for “Rikke”, men hun har altid været optaget af andre menneskers retfærdighed.
Men på trods af “Rikkes” udtrykkelige ønske om at vente med at omtale afgørelsen til 23. november - efter betænkningstiden udløb, valgte Nordjyske Stiftstidende graverjournalister at trodse “Rikkes” bævende frygt og hendes families frygt. Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion ville “behandle det som enhver anden historie”. Dommen skulle omtales. Omgående.
Der er mange relationer mellem journalister og deres kilder, hvor kilder forhåndsorienterer journalister om detaljer, som helst ikke må offentliggøres. Og journalisterne har kun oplysningerne fra én kilde. Det kan skyldes mange ting. En forretningsmand kan udtrykke en frygt, der handler om konkurrencehensyn. En fodboldtræner kan frygte for, at modstanderen vil udnytte oplysninger taktisk. Det er i disse situationer, at journalister er etisk forpligtet til at tage kildens frygt alvorligt og i øvrigt respektere, at det er kilden selv, der har tilvejebragt alle de oplysninger, som journalisterne overhovedet har.
Gør man ikke det, så tager man hele armen, selv om man kun har fået rakt en lillefinger. Det er uetisk. Graverredaktionen har udnyttet venligheden og meddelsomheden til at tage friheder, som røg på forsiden.
Omtalen af “Rikke-dommen” var både omfangsrig og bombastisk. Det gik som en løbeild. Først blev den bragt i et af landets største regionale dagblade. Nyheden blev citeret af Avisen.dk og Dagbladet Information. Der var masser af virak i både det politiske liv og på sociale medier. Tæt på Ankestyrelsen på Slotsholmen sidder en ansvarlig beskæftigelsesminister, som fik spørgsmål stillet i udsigt af et folketingsmedlem på baggrund af dommen.
“Rikke-dommen” fik et liv i offentligheden, som de forrige domme ikke fik. Og blev ligefrem betegnet som en bombe under systemet.
Så er det egentlig ikke sært, at systemet går til modangreb. Selv om der ikke kan bevises en direkte sammenhæng mellem medieomtalen og Ankestyrelsens appel.
Nordjyske Stiftstidende graverjournalister har for sidste gang nogensinde modtaget oplysninger direkte fra familien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar