Det er 2006, og Ankestyrelsen traf en principafgørelse i en sag om en 48-årig irakisk mand, som led af varig PTSD på grund af tortur. Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet erklærede, at det var formålsløst at gøre forsøg på arbejdsprøvning, da ansøgeren var uden arbejdsevne, og det lagde Ankestyrelsen vægt på samt vægt på, at borgeren var sygdomsplaget og vægt på at revalideringsforløbet havde varet længe.
Afgørelsen har nummer P-13-06 og kan læses her.
Den principafgørelse henviste "Rikke" til, da "Rikke" i februar 2013 formulerede en klage over kommunens afgørelse.
Kunne næsten ikke ligne mere
Det var såre logisk: I "Rikkes" sag, som også var et forløb á mange år, var der ligeledes tale om, at speciallægeekspertisen havde talt tydeligt: "Rikke" ville aldrig opnå nogen arbejdsevne. Ikke nok med det: Aalborg Kommune bad også om en psykiatrisk belysning af, om det gav mening at arbejde videre med en støtteperson. Det afviste psykiateren i erklæringen. Og det gentog han tydeligt 28. september 2015 i byretten i Aalborg, hvor retten havde tvangsindkaldt en modvillig psykiater til at aflægge vidnesbyrd.
I klageøjeblikket i februar 2013 blev "Rikkes" klage også sendt til beskæftigelsesudvalgets medlemmer. Så alle relevante politikere var varslet om sagen. Alligevel valgte socialrådmand Mai-Britt Iversen at videresende klagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Her er beskæftigelsesankenævnets svar på "Rikkes" brug af Ankestyrelsens gældende principsag fra 2006, som fremgik af afgørelsen af 31. maj 2013:
Det er dybt forstemmende for retssikkerheden, at en så afgørende myndighed som Beskæftigelsesankenævnet kan være sådan en argumentation bekendt.
Nævnet anførte, at afgørelsen ikke kunne have vejledende betydning i "Rikkes" sag, fordi "Rikke" ikke havde udtømt alle støttemuligheder.
Det havde den 48-årige iraker altså heller ikke. Til gengæld udtalte den lægefaglige ekspertise, at eksperimenterne måtte slutte. Ankestyrelsen anerkendte, at det var formålsløst, når speciallægeerklæringen sagde, som den gjorde.
Også dét passer på "Rikkes" sag. Aalborg Kommune fik selv "nej!" fra den psykiater, som skulle tage stilling til støttemuligheden.
Hvad er Ankestyrelsens principafgørelser?
Der tale om afgørelser, der fortæller myndigheder, hvilke principper de skal rette sig efter i sagers behandling.
Ankebehandling findes på to niveauer: Første niveau er almindelig ankebehandling, som Beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne foretog før sommeren 2013. Efter sommeren 2013 overgik første ankebehandling centralt til Ankestyrelsen.
Både før og efter sommeren 2013 har Ankestyrelsen været anden ankemulighed. Den, som de færreste borgere får lov til at bruge. Hvis man som borger kan godtgøre, at der er et principielt spørgsmål i sagen, som kan give et svar, der kan vejlede alle myndigheder generelt, så optager Ankestyrelsen en såkaldt principsag.
Men er hvad det overhovedet værd?
Støttegruppen hører rigtig mange rygter om, at kommuner og ankeinstanser ser ganske flot hen over disse principafgørelser, når der henvises til dem. Borgere, der henviser til en principafgørelse, der passer på deres sag, affejes med dårlige argumenter eller bare postulater.
Og det kan lade sig gøre, fordi vejen til yderligere klagebehandling er temmelig besværlig. Dels oplever borgerne Ombudsmanden som meget lidt brugbar. Dels er det af flere grunde temmelig svært for borgere at rejse en sag ved domstolene.
Til gengæld viser retspraksis, at domstolene ser med anderledes nøgterne øjne. Det er der eksempel på i marts i år ved Byretten i København.
Og igen i byrettens afgørelse i "Rikke-sagen".
Offentlige myndigheders vranglære
Retspraksis tegner altså et nøgternt spejlbillede af den faktiske lovgivning på området. Anderledes foregår det i det administrative system.
Det gentages som evindeligt mantra i myndighedssektoren, at lægelige oplysninger ikke er nok. Praktiske muligheder skal afprøves. Og det skal de også i mange tilfælde - afprøve mulighederne. Men at affeje nogle helt umisforståelige speciallægeudtalelser, fordi lægeudtalelser ikke kan stå alene, er vranglære - en vildfarelse i det administrative system af myndigheder og afgørelsestræffere, som florerer, fordi politikere, kommuner og styrelser gentager mantraet for hinanden.
Hvis vranglæren var sand, ville det betyde, at adskillige borgere kunne tilfangetages i en såkaldt catch 22, hvor man er uden chance for at bevise, at man er berettiget til førtidspension, fordi man er for syg til at medvirke i tiltag. Og det er lige netop, hvad mange borgere er: Fanget ulovligt i den fælde.
Massivt retsgrundlag tilbageviser vranglæren
Myndighederne glemmer dog helt, hvad retskilderne rent faktisk siger.
Én retskilde er for eksempel Ankestyrelsens principafgørelse nummer P-13-06, som vi startede med at beskrive og som "Rikke" anvendte i sin klage over kommunen.
En anden retskilde er for eksempel den gældende ministervejledning, Socialministeriets vejledning nr. 54 af 31/8 2007.
I § 75 står der:
En helbredsvurdering alene kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens nedsættelse. Det drejer typisk sig om tilfælde, hvor det ud fra de helbredsmæssige oplysninger er klart, at erhvervsevnen er nedsat til en ubetydelighed, og at der ikke er nogen mulighed for at forbedre den. I et sådant tilfælde kan der altså tilkendes højeste førtidspension uden nærmere arbejdsprøvning eller lignende.Altså en klar afvisning af vranglæren om, at helbredsvurderinger ikke kan stå alene.
Og endelig er der retskilder som forskellige afgørelser ved domstole, som tegner et klart billede af domspraksis, der kun blev klarere med både københavnerdommen og "Rikke-dommen", som begge er fra i år.
Hvis alle nævnte rettesnore alligevel ikke betyder noget, hvorfor eksisterer de så overhovedet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar