Ikke siden Birthe Rønn Hornbech og Erik Ninn-Hansen har en politisk bagdel været så velfortjent i klaskehøjde, som hun selv kalder det. I klaskehøjde over eklatant forvaltningssvigt.
Familie og Beskæftigelsesrådmand i Aalborg Kommune Mai-Britt Iversen henviser til, at to højere instanser har givet kommunen ret i, at kommunen fulgte loven.
Det er egentlig et rigtig skidt argument. Det svarer til, at alle der ikke har fået fartbøder, skulle være lovlydige bilister, fordi der er fartkontroller på vejene. Der er masser af unoder, som Aalborg Kommune får lov at slippe afsted med, indtil eksperter kan skælde dem ud i avisen.
Lad os bare tage begrundelsespligten. Det tog Aalborg Kommune 26 måneder at finde ud af at overholde den.
26 måneder!
Og mange ubrugelige svar, deriblandt hele tre ubrugelige udenomssvar fra rådmanden, før de kunne overholde begrundelsespligten. Og sikke en begrundelse, der kom. Den vil blive beskrevet i Nordjyske Stiftstidende i den nærmeste fremtid, men arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen har allerede fældet dom. Begrundelsen er en skamplet.
Rådmanden har selv siddet og brudt loven direkte tre gange. Hun er snapshottet med fingrene direkte i klemme i kagedåsen.
Sagen har været gennemset af to instanser. Men kun én instans har truffet afgørelse om sagens udfald, og det gjorde Beskæftigelsesankenævnet i 2013.
Nævnet gav Aalborg Kommune medhold, men traf afgørelsen på et forkert lovgrundlag, nemlig på grundlag af reformloven, som slet ikke var gældende, da sagen blev optaget. Det kan have haft altafgørende betydning, da afgørelsen i øvrigt er gennemsyret af reformens mindset og fokus på den nye skæringsalder, 40.
Beskæftigelsesankenævnets fejl betyder jo, at Aalborg Kommune har saglig pligt til at gå ind og påklage misæren og kræve en ommer, som de kunne finde ud af, da en afgørelse fra Ankestyrelsen gik dem selv imod.
Ankestyrelsen har slet ikke sagsbehandlet. Ankestyrelsen har taget stilling til, om der var et principielt indhold i sagen, som kunne danne vejledning. Ankestyrelsen vurderede, at det var en skønssag, som ikke kunne danne vejledning.
Så Ankestyrelsen har slet ikke truffet afgørelse som sådan, kun afgørelse om optagelse af ankesag.
Tilbage står kun én ulovlig afgørelse fra Beskæftigelsesankenævnet. Og tilbage står en forvaltningsskandale med en fuldkommen uempatisk affejning af en udsat borgers behov og 26 måneders nægtelse af en helt elementær rettighed.
Sten Bønsings ord i Nordjyske Stiftstidende søndag den 3. maj kan ikke misforstås. Det er lovbrud på lovbrud på lovbrud.
Det er overhovedet ikke uvæsentligt, om "Rikke" får svar på sit spørgsmål eller ej. Det er et menneskeliv, der står på spil.
For “Rikkes” læge advarer hende mod arbejdsmarkedsrelaterede skridt og beder hende om at passe på sin rest af livskvalitet. Aalborg Kommune, derimod, mener, at den kan "dokumentere", at lægen tager fejl.
Det er grotesk og svarer til, at en ekspert siger, at isen på søen er usikker at gå på, mens kommunen siger ork nej, træd bare ud, vi kan dokumentere, at den holder. Og når man så spørger, hvad der beviser det, så fremviser kommunen ikke ét eneste måleresultat af tykkelse eller bæreevne.
Kommunen siger bare: Det vurderer vi bare. Eller måske "der gik en and på isen". Det er i hvert fald argumenter nede på det niveau.
Mens rådmanden så klamrer sig til juridiske halmstrå, der som tynde, små figenblade kan retfærdiggøre kommunens opførsel, så ejer sagsbehandlingen ingen som helst menneskelig skam i forhold til den meget udsatte borger, som oven i købet blev smidt ud af kontanthjælpen på grund af sin sygdom.
Så mens Mai-Britt Iversen nu vil signalere, at hun vil slås med åben pande, så må vi påpege, at der er en tyk, sort streg i den pande, som hun ikke kan viske ud ved at prøve og ævle sig fra det.
Lad os ridse det meget enkelt og sandt op:
- Der har ikke fundet en lovlig ankesag sted.
- Aalborg Kommune og Mai-Britt Iversen selv har gentagne brudt loven, begrundelsespligten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar