Ankestyrelsen har valgt at appellere den afgørelse, som byretten i Aalborg traf 26. oktober 2015 og som gav “Rikke” medhold. Det er ikke første gang, at byretten giver medhold til en borger. Det er sket i flere tilfælde, men fælles for de senere års sager er, at sagerne er sluttet ved byretten. Også selv om præmisserne minder om “Rikke-sagen”. Hvad er forskellen?
Én ting har været til forskel fra “Rikke-sagen” og til Københavnerdommen fra marts i år og i øvrigt også en lignende byretsdom fra 2014: “Rikke-sagens” afgørelse fik omgående mediedækning.
Det er ikke sket med hverken “Rikkes” gode vilje eller accept, som ligger ud over de almindelige spilleregler, man er nødt til at acceptere.
Lad os beskrive forløbet i medierne.
“Rikke-sagen” blev taget op af Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion i foråret 2015. På det tidspunkt var retsprocessen i gang. Den kunne have levet sit helt eget, usynlige liv. Det var således for offentlighedens skyld, at “Rikke” valgte at stå frem med sin historie. Den skulle hjælpe til at sætte fokus på den kynisme, systemet udviser over for syge borgere.
Den retslige proces kunne ellers have kørt temmelig upåvirket af, om der var mediedækning eller ej.
Men Nordjyske Stiftstidendes graverjournalister bliver gjort opmærksom på sagen, inddrages og skriver om den. Her har de formelt set ret til at forfølge sagen, som de vil. Har man først én gang inviteret pressen, fanger bordet. Sådan er spillereglerne.
Men da afgørelsen nærmer sig, ville “Rikke” og hendes nærmeste gerne sende en appel til Nordjyskes graverredaktion, som dækker området. Eller rettere sagt sige en bøn.
“Rikke” og hendes nærmeste udtrykker til Nordjyskes graverjournalist, at man er rædselsslagne for, at afgørelsen offentliggøres i den fire uger lange betænkningstid, som Ankestyrelsen får til at overveje en appel. Det blev begrundet med, at familien frygtede, at omtale af dommen kunne fremprovokere en ballade i offentligheden, som igen kunne fremprovokere en retslig appel fra det offentlige med deres uanede ressourcer til at ville knuse borgere, der går imod.
Bemærk, at Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion udelukkende har kendskab til sagen og til datoer for retsmøder og afgørelser, fordi “Rikke” selv har orienteret journalisterne om disse data. Nordjyske Stiftstidende har fået en historie. Der er “nothing in it” for “Rikke”, men hun har altid været optaget af andre menneskers retfærdighed.
Men på trods af “Rikkes” udtrykkelige ønske om at vente med at omtale afgørelsen til 23. november - efter betænkningstiden udløb, valgte Nordjyske Stiftstidende graverjournalister at trodse “Rikkes” bævende frygt og hendes families frygt. Nordjyske Stiftstidendes graverredaktion ville “behandle det som enhver anden historie”. Dommen skulle omtales. Omgående.
Der er mange relationer mellem journalister og deres kilder, hvor kilder forhåndsorienterer journalister om detaljer, som helst ikke må offentliggøres. Og journalisterne har kun oplysningerne fra én kilde. Det kan skyldes mange ting. En forretningsmand kan udtrykke en frygt, der handler om konkurrencehensyn. En fodboldtræner kan frygte for, at modstanderen vil udnytte oplysninger taktisk. Det er i disse situationer, at journalister er etisk forpligtet til at tage kildens frygt alvorligt og i øvrigt respektere, at det er kilden selv, der har tilvejebragt alle de oplysninger, som journalisterne overhovedet har.
Gør man ikke det, så tager man hele armen, selv om man kun har fået rakt en lillefinger. Det er uetisk. Graverredaktionen har udnyttet venligheden og meddelsomheden til at tage friheder, som røg på forsiden.
Omtalen af “Rikke-dommen” var både omfangsrig og bombastisk. Det gik som en løbeild. Først blev den bragt i et af landets største regionale dagblade. Nyheden blev citeret af Avisen.dk og Dagbladet Information. Der var masser af virak i både det politiske liv og på sociale medier. Tæt på Ankestyrelsen på Slotsholmen sidder en ansvarlig beskæftigelsesminister, som fik spørgsmål stillet i udsigt af et folketingsmedlem på baggrund af dommen.
“Rikke-dommen” fik et liv i offentligheden, som de forrige domme ikke fik. Og blev ligefrem betegnet som en bombe under systemet.
Så er det egentlig ikke sært, at systemet går til modangreb. Selv om der ikke kan bevises en direkte sammenhæng mellem medieomtalen og Ankestyrelsens appel.
Nordjyske Stiftstidende graverjournalister har for sidste gang nogensinde modtaget oplysninger direkte fra familien.
mandag den 9. november 2015
torsdag den 5. november 2015
Hvad vejleder en principafgørelse overhovedet om? (hvis den ikke får lov at vejlede)
"Rikke" pegede på en ganske bestemt principafgørelse fra Ankestyrelsen, da hun klagede over afslag på førtidspension i februar 2013. Beskæftigelsesankenævnet affejede bare henvisningen. Hvad i alverden vejleder en såkaldt vejledende principafgørelse så om?
Det er 2006, og Ankestyrelsen traf en principafgørelse i en sag om en 48-årig irakisk mand, som led af varig PTSD på grund af tortur. Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet erklærede, at det var formålsløst at gøre forsøg på arbejdsprøvning, da ansøgeren var uden arbejdsevne, og det lagde Ankestyrelsen vægt på samt vægt på, at borgeren var sygdomsplaget og vægt på at revalideringsforløbet havde varet længe.
Afgørelsen har nummer P-13-06 og kan læses her.
Den principafgørelse henviste "Rikke" til, da "Rikke" i februar 2013 formulerede en klage over kommunens afgørelse.
Kunne næsten ikke ligne mere
Det var såre logisk: I "Rikkes" sag, som også var et forløb á mange år, var der ligeledes tale om, at speciallægeekspertisen havde talt tydeligt: "Rikke" ville aldrig opnå nogen arbejdsevne. Ikke nok med det: Aalborg Kommune bad også om en psykiatrisk belysning af, om det gav mening at arbejde videre med en støtteperson. Det afviste psykiateren i erklæringen. Og det gentog han tydeligt 28. september 2015 i byretten i Aalborg, hvor retten havde tvangsindkaldt en modvillig psykiater til at aflægge vidnesbyrd.
I klageøjeblikket i februar 2013 blev "Rikkes" klage også sendt til beskæftigelsesudvalgets medlemmer. Så alle relevante politikere var varslet om sagen. Alligevel valgte socialrådmand Mai-Britt Iversen at videresende klagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Her er beskæftigelsesankenævnets svar på "Rikkes" brug af Ankestyrelsens gældende principsag fra 2006, som fremgik af afgørelsen af 31. maj 2013:
Det er dybt forstemmende for retssikkerheden, at en så afgørende myndighed som Beskæftigelsesankenævnet kan være sådan en argumentation bekendt.
Nævnet anførte, at afgørelsen ikke kunne have vejledende betydning i "Rikkes" sag, fordi "Rikke" ikke havde udtømt alle støttemuligheder.
Det havde den 48-årige iraker altså heller ikke. Til gengæld udtalte den lægefaglige ekspertise, at eksperimenterne måtte slutte. Ankestyrelsen anerkendte, at det var formålsløst, når speciallægeerklæringen sagde, som den gjorde.
Også dét passer på "Rikkes" sag. Aalborg Kommune fik selv "nej!" fra den psykiater, som skulle tage stilling til støttemuligheden.
Hvad er Ankestyrelsens principafgørelser?
Der tale om afgørelser, der fortæller myndigheder, hvilke principper de skal rette sig efter i sagers behandling.
Ankebehandling findes på to niveauer: Første niveau er almindelig ankebehandling, som Beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne foretog før sommeren 2013. Efter sommeren 2013 overgik første ankebehandling centralt til Ankestyrelsen.
Både før og efter sommeren 2013 har Ankestyrelsen været anden ankemulighed. Den, som de færreste borgere får lov til at bruge. Hvis man som borger kan godtgøre, at der er et principielt spørgsmål i sagen, som kan give et svar, der kan vejlede alle myndigheder generelt, så optager Ankestyrelsen en såkaldt principsag.
Men er hvad det overhovedet værd?
Støttegruppen hører rigtig mange rygter om, at kommuner og ankeinstanser ser ganske flot hen over disse principafgørelser, når der henvises til dem. Borgere, der henviser til en principafgørelse, der passer på deres sag, affejes med dårlige argumenter eller bare postulater.
Og det kan lade sig gøre, fordi vejen til yderligere klagebehandling er temmelig besværlig. Dels oplever borgerne Ombudsmanden som meget lidt brugbar. Dels er det af flere grunde temmelig svært for borgere at rejse en sag ved domstolene.
Til gengæld viser retspraksis, at domstolene ser med anderledes nøgterne øjne. Det er der eksempel på i marts i år ved Byretten i København.
Og igen i byrettens afgørelse i "Rikke-sagen".
Offentlige myndigheders vranglære
Retspraksis tegner altså et nøgternt spejlbillede af den faktiske lovgivning på området. Anderledes foregår det i det administrative system.
Det gentages som evindeligt mantra i myndighedssektoren, at lægelige oplysninger ikke er nok. Praktiske muligheder skal afprøves. Og det skal de også i mange tilfælde - afprøve mulighederne. Men at affeje nogle helt umisforståelige speciallægeudtalelser, fordi lægeudtalelser ikke kan stå alene, er vranglære - en vildfarelse i det administrative system af myndigheder og afgørelsestræffere, som florerer, fordi politikere, kommuner og styrelser gentager mantraet for hinanden.
Hvis vranglæren var sand, ville det betyde, at adskillige borgere kunne tilfangetages i en såkaldt catch 22, hvor man er uden chance for at bevise, at man er berettiget til førtidspension, fordi man er for syg til at medvirke i tiltag. Og det er lige netop, hvad mange borgere er: Fanget ulovligt i den fælde.
Massivt retsgrundlag tilbageviser vranglæren
Myndighederne glemmer dog helt, hvad retskilderne rent faktisk siger.
Én retskilde er for eksempel Ankestyrelsens principafgørelse nummer P-13-06, som vi startede med at beskrive og som "Rikke" anvendte i sin klage over kommunen.
En anden retskilde er for eksempel den gældende ministervejledning, Socialministeriets vejledning nr. 54 af 31/8 2007.
I § 75 står der:
Og endelig er der retskilder som forskellige afgørelser ved domstole, som tegner et klart billede af domspraksis, der kun blev klarere med både københavnerdommen og "Rikke-dommen", som begge er fra i år.
Hvis alle nævnte rettesnore alligevel ikke betyder noget, hvorfor eksisterer de så overhovedet?
Det er 2006, og Ankestyrelsen traf en principafgørelse i en sag om en 48-årig irakisk mand, som led af varig PTSD på grund af tortur. Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet erklærede, at det var formålsløst at gøre forsøg på arbejdsprøvning, da ansøgeren var uden arbejdsevne, og det lagde Ankestyrelsen vægt på samt vægt på, at borgeren var sygdomsplaget og vægt på at revalideringsforløbet havde varet længe.
Afgørelsen har nummer P-13-06 og kan læses her.
Den principafgørelse henviste "Rikke" til, da "Rikke" i februar 2013 formulerede en klage over kommunens afgørelse.
Kunne næsten ikke ligne mere
Det var såre logisk: I "Rikkes" sag, som også var et forløb á mange år, var der ligeledes tale om, at speciallægeekspertisen havde talt tydeligt: "Rikke" ville aldrig opnå nogen arbejdsevne. Ikke nok med det: Aalborg Kommune bad også om en psykiatrisk belysning af, om det gav mening at arbejde videre med en støtteperson. Det afviste psykiateren i erklæringen. Og det gentog han tydeligt 28. september 2015 i byretten i Aalborg, hvor retten havde tvangsindkaldt en modvillig psykiater til at aflægge vidnesbyrd.
I klageøjeblikket i februar 2013 blev "Rikkes" klage også sendt til beskæftigelsesudvalgets medlemmer. Så alle relevante politikere var varslet om sagen. Alligevel valgte socialrådmand Mai-Britt Iversen at videresende klagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Her er beskæftigelsesankenævnets svar på "Rikkes" brug af Ankestyrelsens gældende principsag fra 2006, som fremgik af afgørelsen af 31. maj 2013:
Det er dybt forstemmende for retssikkerheden, at en så afgørende myndighed som Beskæftigelsesankenævnet kan være sådan en argumentation bekendt.
Nævnet anførte, at afgørelsen ikke kunne have vejledende betydning i "Rikkes" sag, fordi "Rikke" ikke havde udtømt alle støttemuligheder.
Det havde den 48-årige iraker altså heller ikke. Til gengæld udtalte den lægefaglige ekspertise, at eksperimenterne måtte slutte. Ankestyrelsen anerkendte, at det var formålsløst, når speciallægeerklæringen sagde, som den gjorde.
Også dét passer på "Rikkes" sag. Aalborg Kommune fik selv "nej!" fra den psykiater, som skulle tage stilling til støttemuligheden.
Hvad er Ankestyrelsens principafgørelser?
Der tale om afgørelser, der fortæller myndigheder, hvilke principper de skal rette sig efter i sagers behandling.
Ankebehandling findes på to niveauer: Første niveau er almindelig ankebehandling, som Beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne foretog før sommeren 2013. Efter sommeren 2013 overgik første ankebehandling centralt til Ankestyrelsen.
Både før og efter sommeren 2013 har Ankestyrelsen været anden ankemulighed. Den, som de færreste borgere får lov til at bruge. Hvis man som borger kan godtgøre, at der er et principielt spørgsmål i sagen, som kan give et svar, der kan vejlede alle myndigheder generelt, så optager Ankestyrelsen en såkaldt principsag.
Men er hvad det overhovedet værd?
Støttegruppen hører rigtig mange rygter om, at kommuner og ankeinstanser ser ganske flot hen over disse principafgørelser, når der henvises til dem. Borgere, der henviser til en principafgørelse, der passer på deres sag, affejes med dårlige argumenter eller bare postulater.
Og det kan lade sig gøre, fordi vejen til yderligere klagebehandling er temmelig besværlig. Dels oplever borgerne Ombudsmanden som meget lidt brugbar. Dels er det af flere grunde temmelig svært for borgere at rejse en sag ved domstolene.
Til gengæld viser retspraksis, at domstolene ser med anderledes nøgterne øjne. Det er der eksempel på i marts i år ved Byretten i København.
Og igen i byrettens afgørelse i "Rikke-sagen".
Offentlige myndigheders vranglære
Retspraksis tegner altså et nøgternt spejlbillede af den faktiske lovgivning på området. Anderledes foregår det i det administrative system.
Det gentages som evindeligt mantra i myndighedssektoren, at lægelige oplysninger ikke er nok. Praktiske muligheder skal afprøves. Og det skal de også i mange tilfælde - afprøve mulighederne. Men at affeje nogle helt umisforståelige speciallægeudtalelser, fordi lægeudtalelser ikke kan stå alene, er vranglære - en vildfarelse i det administrative system af myndigheder og afgørelsestræffere, som florerer, fordi politikere, kommuner og styrelser gentager mantraet for hinanden.
Hvis vranglæren var sand, ville det betyde, at adskillige borgere kunne tilfangetages i en såkaldt catch 22, hvor man er uden chance for at bevise, at man er berettiget til førtidspension, fordi man er for syg til at medvirke i tiltag. Og det er lige netop, hvad mange borgere er: Fanget ulovligt i den fælde.
Massivt retsgrundlag tilbageviser vranglæren
Myndighederne glemmer dog helt, hvad retskilderne rent faktisk siger.
Én retskilde er for eksempel Ankestyrelsens principafgørelse nummer P-13-06, som vi startede med at beskrive og som "Rikke" anvendte i sin klage over kommunen.
En anden retskilde er for eksempel den gældende ministervejledning, Socialministeriets vejledning nr. 54 af 31/8 2007.
I § 75 står der:
En helbredsvurdering alene kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens nedsættelse. Det drejer typisk sig om tilfælde, hvor det ud fra de helbredsmæssige oplysninger er klart, at erhvervsevnen er nedsat til en ubetydelighed, og at der ikke er nogen mulighed for at forbedre den. I et sådant tilfælde kan der altså tilkendes højeste førtidspension uden nærmere arbejdsprøvning eller lignende.Altså en klar afvisning af vranglæren om, at helbredsvurderinger ikke kan stå alene.
Og endelig er der retskilder som forskellige afgørelser ved domstole, som tegner et klart billede af domspraksis, der kun blev klarere med både københavnerdommen og "Rikke-dommen", som begge er fra i år.
Hvis alle nævnte rettesnore alligevel ikke betyder noget, hvorfor eksisterer de så overhovedet?
Abonner på:
Opslag (Atom)