Jeg var bange for, at den her skulle blive svær at forklare. At meningen ville drukne i dybden af sagens kompleksitet.
Men landsrettens dom er overraskende simpel.
Afgørelsen ligger i ét eneste ord, der er sagt af nogen i sagens forløb.
Ordet: "Nej."
Kun i én sætning - kun én gang lægger landsretten noget til grund i afgørelsesteksten.
Ordet: Nej.
Det er i sætningen, hvor der står:
“I overensstemmelse med Retslægerådets svar på spørgsmål 5 lægger landsretten til grund, at det ikke ud fra sagens lægelige akter er kontraindiceret at tilbyde xxxxxxx xxxxxxxx xxxxxxxxx en bostøtteordning.”
Ordet kontraindiceret optræder for første gang i sagen overhovedet, da Kammeradvokaten efter sit nederlag i byretten anker sagen og får lov til at stille spørgsmål til Retslægerådet.
Ét af disse spørgsmål lyder, om Retslægerådet betragter det som kontraindiceret, at tilbyde borgeren en bostøtteordning.
Retslægerådet svarer så med tre bogstaver: N, e og j.
Kun tre bogstaver. Ingen mellemregninger overhovedet.
Retslægerådet har gennemset alle lægelige akter, og konkluderer så, at det ikke er kontraindiceret.
Her er det såre uforståeligt. Og fordi der ikke optræder en uddybning, får vi aldrig nogensinde svar på, hvorfor Retslægerådet skrev "nej".
De lægelige akter består af mange ting. Men jeg kan ikke finde noget som helst, der modsiger den sidste speciallægeerklæring, der er skrevet af en psykiater i oktober 2012.
Den erklæring forlangte kommunen selv, blev udarbejdet.
Tidligere i 2012 havde borgeren været igennem et udredningsforløb, som sluttede med, at psykiatrien fandt alle behandlingsmuligheder udtømte.
Borgeren havde for få år tilbage prøvet en stribe medicinske præparater og modtaget en serie af behandlinger hos Danmarks førende angstklinik i Risskov.
Men den første speciallægeudtalelse i 2012 fik ikke Aalborg Kommune til at rejse en pensionssag.
De ville gerne være klogere. Så de skrev helt nøjagtigt i indstillingen til den næste psykiater, at han skulle tage stilling til spørgsmålet om bostøtte.
Det fremgår af indledningen til psykiaterens erklæring, at han bekræfter direkte, at han undersøger muligheden for at borgeren kan modtage og få gavn af bostøtte.
Han skriver blandt andet, at hun er “…præget af svære angst og følgesymptomer, når hun skal uden for hjemmet, når hun skal til møde med sagsbehandler og til undersøgelse og behandling. Hun bliver stresset, irritabel, får tankemylder, bliver søvnløs, får negative tanker i forhold til omgivelserne, bliver anspændt, føler sig ikke forstået og tænker, om det der skal forgå er en form for tortur.”
Han skriver i øvrigt, at “symptomerne er ikke mindsket over årene, men mere fastlåste og reelt forværret.”
Og: “Tilstanden gør, at hun ikke kan indgå i interpersonelle relationer på almindelige vilkår, idet der skal tages udvidede hensyn til hendes skrøbelige tilstand.”
Han slår endvidere fast, at revalideringsmæssige tiltag vil give tilbagefald i tilstanden. Altså: Gøre ondt værre i stedet for bedre.
Det er kontraindikation. Ja, hvis dét ikke er kontraindikation. Hvad er så?
Ankestyrelsen stod stejlt på, at bostøtte ikke er et revalideringsmæssigt tiltag, men i Vestre Landsret i Viborg bekræfter psykiateren, at det er forslaget om bostøtte, han helt konkret forholder sig til.
Det var ikke psykiateren, dommeren lyttede til. Og skal man tro dommen: Lyttede ikke overhovedet.
Dommeren lægger alene 3 bogstaver til grund i dommen, som er afgivet af et anonymt skrivebordspanel - Retslægerådet
Bogstaverne n, e og j.
Ingen uddybning. Bare nej.
Dommen nævner i begrundelsen også et notat, som Ankestyrelsen rekvirerede fra Aalborg Kommune, som siger, at der er relativt gode erfaringer med bostøtte i forhold til angstlidelser.
Ingen statistik følger med. Udtalelsen er lige så banal, som den her fremgår: “Om det går godt? Ja, det går relativt godt”.
Sikke et bevis.
Det var Aalborg Kommune selv, der mente, at eneste tiltag, der var behov for, var at udrede mulighederne med bostøtte ved at spørge psykiateren i efteråret 2012.
Så er det ejendommeligt, at de fuldkommen vrager hans ord - hælder dem lodret ned ad brættet i 2012 - og får landsretten med sig i 2017.
Den vurdering, som Aalborg Kommune betragtede som eneste nødvendige udredning før der skulle tages stilling til pension.
Det skal bemærkes, at Aalborg Kommune først får idéen om bostøtte i 2012 efter 7 år med borgeren i kontanthjælpssystemet. Hverken i Aalborg eller i Aarhus Kommune havde skiftende sagsbehandlere i 7 år haft den idé, at borgeren var i målgruppen for bostøtte.
Det bliver først præsenteret som en idé, da hun søger om førtidspension.
Hvad er det for en retstilstand, hvor man giver et fjernt skrivebordspanel af en indflydelse af den rang?
Et paradoks er, at Retslægerådet også blev bedt om at vurdere, om psykiateren havde lavet fejl i sit arbejde. Det mente rådet ikke. Også her var svaret: Nej.
Hvor er dommerens helhedssyn på helbredsoplysninger - er det dét, man må kalde juridisk dovenskab?
Eller justitsmord? På 3 bogstaver.
